Skriv en kommentar
De fleste børn går med en drøm om at blive berømt balletdanser, fodboldspiller eller bare læge, sygeplejerske – og ender så med for det meste at gå i familiens fodspor. Men i Alice Winocours film fra 2019, Proxima møder vi den seriøse Sarah (Eva Green), som vil bryde den kvindelige tradition, og gå foran – ud i livet som astronaut – i en mandsdomineret beskæftigelse gennem 60 år, hvor den russiske Gagarin var første mand rundt om Jorden i 1961 og amerikanske Niel Armstrong den første på Månen i 1969.
Vi følger Sarah, som i sidste øjeblik efter ti års træning kommer med på et afbud som tredje ”mand” i vejen til Mars – og hendes kamp for at vise kvinder kan. Vi møder hende i mandeverdenen, hvor den amerikanske første pilot Mike Shannons (Matt Dillon) spydige omtale af Sarah: at franske kvinder er jo gode til at lave mad, men du skal ikke tro, du skal være rumturist - mens anden piloten Anton Ochievski (Aleksey Fateev) er langt mere igangsættende på steder, hvor Sarah pludselig bliver i tvivl om hun kan klare savnet af datteren, som meget rammende i starten af filmen spørger sin mor: Vil du død fra mig i rummet? - mens katten Laika spinder rundt om hende.
Vi er med i hendes farvel til datteren og vejen til Star City uden for Moskva og videre til rumstationen i Baikonur i Kasakhstan. På et tidspunkt ses Sarah i forberedelserne i en kraftig centrifuge iført tungt rumvandringsudstyr med ekstra vægt på ryggen, og hendes opgave at få en astronaut ind i kabinen på tid i sidste sekund, og hun besvimer i den stressede øvelse under vandet, og på et tidspunkt må hun tage sovepiller. Så har man vel selv sagt fra? En af de flotteste scener er i skoven, hvor de 3 astronauter skal citere poetiske scener for hinanden over bålet – prøve hinanden af – på land og i luften.
Men for mig går filmen langt over gevind i hendes forsøg på at blive kvindelig astronaut og datterens fravær – og det går for mig helt galt, da Stella dage før opsendelsen siger til mor: Du lovede, at jeg måtte se rumraketten, og de begge om natten bryder over indhegningen og i taxa når ud til raketten inden solopgang, for bagefter at stå under brusebadet og overhælde sig med en intetsigende brun olie.
Filmen har alt for mange kaotiske spring mellem savnet af en datter, som i starten ikke kan matematik og er ordblind, men som alligevel læser moderens lange overvejelser med svære ord, og Stella siger til sidst, at hun har fået 12 i matematik. Og hendes ambitioner om at ville. Men hun er ved at opgive, da en ven minder hende om det italienske ordsprog: Du ville have en cykel. Så må du også køre på den.
Alice Winocour slutter sin film meget pædagogisk ved at vise alle de kvindelige astronauter vi har haft gennem tiden – for at vise kvinders mod, vilje og styrke. Men jeg synes den er alt for forudsigelig og mangler det menneskelige, og den mangler helt den spændstighed, som First Man fra 2018 skildrede i rumrejsens månelandings naturlighed.
