Skriv en kommentar
Elisabeth Wurtzel eller bare Lizzie (Christina Ricci) er lidt af en enspænder, da hendes tanker ikke er helt almindelig, måske påvirket af farens fravær, der forlod hende og moren da hun var lille. Nu står hendes ambitioner foran hende, at komme på college, at møde nogen der forhåbentlig forstår hende. Hun bliver fra første dag ført til skolen af den altopsugende og styrrende mor Sarah (Jessica Lange), der enten spiller den fortvivlede eller sårede mor, og datteren der holder meget af hende føler en klar befrielse nu at skulle flytte hjemmefra. Og hun bliver da også hurtigt taget til sig af skolen, bliver den populære og smarte, og på overfladen begynder det hele at ligne lykken. Hun får en kæreste, hun bliver medskribent på skolens blad, og vinder en stor pris for en artikel, og musikbladet Rolling Stones viser stor interesse. Men fester og piller og hendes skrøbelige sind, truer med at kolabse, og det går da også galt da hun pludselig generes af en skriveblokade. Hendes pludselig voksende depressive adfærd afskærer hendes fra vennerne, og hendes dystre tanker præger hendes livsmod, men en enkelt, Ruby (Michelle Williams) holder stadig fast og prøver at få hende tilbage, og overtaler hende til at gå i terapi. Terapeuten, lægen (Anne Heche) har svært ved at nå ind, men åbner langsomt for Lizzies selverkendelse, og da hun får en ny medicin, bliver hun langsomt tålelig igen, og livet synes ikke at være så ufremkommelig længere, da hun også får en ny kæreste Rafe (Jason Biggs) hemmeligt kåret til at være hendes redningsmand ud af det mørke. Men det hele afhænger af medicinen, lykkepillerne, og hendes langsomme kamp for at skabe sig et liv, at skubbe ansgten og de sorte tanker væk, og et opgør eller forsoning med moderen.
Instruktøren Erik Skjoldbjærg der debuterede med den norske Insomnia, der senere fik en sortøjet Al Pacino i hovedrollen i den amerikanske udgave, har genskabt Elizabeth Wurtzel bemærkelses værdige bestsellerroman, som bygger på hendes eget liv, om en piges depression gennem 80´erne. Skjoldbjærg har et godt visuelt sprog, og får skåret til benet, filmen er en klar defineret historie, med et godt cast af interessante skuespiller, som den altid blændende Christina Ricci, og Jessica Lange, også Jason Biggs viser nye og interessante sider, længt væk fra den amerikanske tærte. Alligevel er der trods alt det alvorlige, som er set mange gange før, ikke noget skelsættende, der får filmen til et pege mod flere anmelderstjerner. Men det er en interessant og vedkommende film, der varmt kan anbefales, med en instruktør man nok skal holde et vågnet øje med i fremtiden.
