Skriv en kommentar
En datter og hendes mor er med toget på vej mod Stockholm for at fejre datterens 14-års fødselsdag. Allerede på vejen begynder moren at opføre sig mærkeligt, og en begyndende galskab viser sit ansigt. Datteren er bekymret, men trods usikkerheden, fortsætter de turen. Da de er ankommet, forværres morens tilstand, og datteren står nu alene tilbage. Overladt til sig selv må hun udforske Stockholm på egen hånd, gennem nogle ensomme, svævende og anderledes nætter og dage.
Dramaet Psykose i Stockholm handler om et komplekst og turbulent mor/datter-forhold og giver et sjældent og finfølt indblik i et barns oplevelse af en psykisk syg forælder, og stærke bånd der holder dem sammen på trods.
Dokumentarinstruktøren Maria Bäck har både instrueret filmen og skrevet manuskriptet inspireret af sit eget liv og erfaringer under sin opvækst. Psykose i Stockholm er Maria Bäcks spillefilmsdebut, som åbner med en voiceover fra en autentisk samtale mellem Maria Bäck og hendes mor, mens de ser tilbage til rejsen for tyve år siden.
Maria Bäck fortæller i et statement om filmen at:
”Jeg har glemt meget fra den rejse. Jeg husker fragmenter. Jeg husker at alt føltes skærpet, både farver og begivenheder. Jeg husker en bedøvende frygt for, at jeg måske havde mistet min mor for altid. Jeg husker, at jeg ønskede at min kærlighed til hende ville være tilstrækkelig stærk som modstand til det, som rev hende i stykker. Jeg husker, at jeg ville få hende til at ryste alt det uhyggelige, mærkelige af sig og sige hej, nu er jeg almindelig igen! Men parallelt med alt det, så husker jeg også at blive omsluttet af verden, som var den en skinnende ny planet lige foran mig: Følelsen af at kunne åbne døren, hive fat i kufferten og træde ind i et eventyr. Jeg husker, at det føltes som, at jeg var med i en film. Nu, lidt mere end tyve år senere, har jeg lavet den film.”
Og lige præcis dét, er stemningen hele filmen igennem. Fra de afstemte orange og blå farver der følger med fra togrejsen, hvor de første signaler på morens sygdom viser sig ved at hun er distræt fraværende, til de er fremme og hun som en rutchebane i fuld fart skifter til opstemt forventningsfuld, inden det kører helt af sporet, og hun begynder at råbe upassende ting efter folk på en restaurant.
Som publikum oplever vi det hele gennem datterens perspektiv, og da en tvangsindlæggelse er uundgåelig, ser vi datterens reaktion gennem kameraet, som zoomer ind kun på hende. Det er stærkt, og nuancerne i dialogen, når personalet henslængt siger til datteren ”nå, så du er vandt til det”, fortæller om en hverdag præget af uforudsigelighed og kontraster. Det understreges af de talrige beskeder fra moren, der efterfølgende tikker ind på datterens telefon og beretter om en fuglehær, der skal beskytte mod spionerende potteplanter.
Det hele er præget af kontrasten i det langsomt tempo med bratte klip, der afspejler morens skiftende sindsstemninger, hvor også musikken understøtter galskaben. På den måde er vi sanseligt deltagende gennem klip og lyd, og på samme tid tilskuer.
Lydsporet leder tankerne hen på Ruben Östlunds film The Square fra 2017, og med de smukke langsomme frames, afbrudt af pludselige klip, har lydsporet en næsten psykedelisk rolle, der understreger følelsen af ensomhed i linedans på kanten af et sind i (mulig) opløsning.
Efter første halvdel taber filmen dog lidt pusten, og selvom langsomhed er med til at understrege ensomheden og opbygge stemningen af galskab, kunne man ønske sig en lidt strammere klipning af sidste halvdel, som enkelte steder er præget af unødige gentagelser.
Psykose i Stockholm er en langsom, eftertænksom og meget sanselig film, der viser et sjældent perspektiv og indblik i at vokse op som barn med en psykisk syg forælder.
Psykose i Stockholm havde verdenspremiere som åbningsfilm på Göteborg International Film Festival og er nu åbningsfilm på dette års CPH:PIX, der afvikles den 6. - 13. december 2020. Filmen er nomineret til CPH:PIX’s talentpris i konkurrence med syv andre danske debutfilm.
Trailer:
