Skriv en kommentar
Psykosen
Der er skrevet mange afhandlinger om, hvordan psykosen hos mennesket opstår – en sygelig sindstilstand, som har mange udtryk og må behandles forskelligt, og i filmen Psykosia møder vi den unge Jenny, (spillet livagtigt af Victoria Carmen Sonne). som næsten er uden for rækkevidde, og hvor selvmordsforsker Viktoria (Lisa Carlehed) skal stille en klarere diagnose i forberedelser til en afklaring gennem behandlingen – og gennem 1½ time møder vi tre kvindelige hovedpersoner med den hvidklædte doktor Anna Klein (Trine Dyrholm) – som uden smil på læben har det overordnede blik på det psykiatriske hospital med dets lange, nøgne, snævre og kolde betongange – og skal have opsynet i psykosens fragmenterende virkelighed.
Vi møder disse personer i ekstreme syge situationer, som da Jenny ligger nøgen i badekarret, og beder Viktoria om en cigaret – om hun vil tænde den, for i næste øjeblik at fremvise en truende kniv, og vi ser de røde negle og rødt vand, som var det Roman Polanski, der havde en finger med i spillet. Og de første ord vi hører i Psykosiaer: ”Energi. Et menneske består af energi.” Og mens vi ser på Viktoria, ser jeg at genspejlet fra lyset, kun rammer hendes højre øje som en lille lysende pil, mens det venstre er helt mørkt – forskellige sind i én krop.
Vi er med til behandlingen af de psykotiske, hvor lægen nævner nogle dyr, de skal huske – men de skal så også huske de andre patienters dyr – som del af en helbredelse. Det er dybe samtaler i det mest intime – hvordan kommer hun tæt på et suicidalt menneske – uden selv at blive ramt af selvmordstankerne?? Som Jenny siger: ”Kun i døden er vi frie.”
Marie Grahtø har også valgt at skildre sine skuespillere gennem påklædningen og meget langsomme bevægelser i mørke eller helt lyse billeder – ofte i en svævende drømmeagtig scene. Viktorias kostume er inspireret af den victorianske tidsalder, og hendes trøje er med højhalset og tykriflet krave – nærmest præsteagtigt – hvilket også besvares med hendes mange besøg i kirken og talen om den lidende Kristus på korset. Og Viktoria er også med en sjælelig forstyrrelse.
Ret symbolsk er det som om tiden er gået i stå – hvilket ses, da kirketårnets ur hele filmen viser kl. 12.00. Jeg er sikker på filmen vinder yderligere ved flere gennemsyn.
Jeg synes der til tider er noget Jytte Rex over måden at filme på, som når hun i Planetens spejle, 1992 lader kameraet flyde langsomt hen over labyrintens mosaikgulv og brugen af genspejlinger og vandringer på kirkegårde. I Psykosia er vi også på vandinger på kirkegården, og hører om dæmoner, og Dr. Klein beretter om en gravsten, hvor der kun står NAPOLEON - ja, det var en af Jennys helte.
Marie Grahtø har selv fortalt om sine indlæggelser på et psykiatrisk hospital, hvor fantasien var draget mod selvmord og døden som tyngdekraft – hvor ekstrem smerte skaber en håbløs drøm om at være. Og hun viser tydeligt, at hun ikke vil noget forudsigeligt med sin måde at filme og fortælle en smertende historie på. Disse tanker er blevet tydeligere nu….
