Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fortællingen om Jacques Mesrine tager afsæt i hans tragiske endeligt i en regn af kugler en dag i 1979. Så føres vi nænsomt tilbage i tiden og frem igen. Vi får scener fra hans liv, alt sammen brikker til det, der går hen og bliver puslespillet Jasques Mesrine. Selv når alle brikkerne er samlede, tænker man, at selv om man føler at man har fået det fuldendte billede, så kunne en brik eller to måske være lagt anderledes, og så havde alt set anderledes ud. Mødet med den franske gangster er dybtfølt, bevægende og fuld af tempo. Der er ikke plads til hverken undskyldninger eller forklaringer, det er ren faktion, der lader billederne og handlingerne tale for sig selv.
Public Enemy No. 1 er en bedrift af de helt store.
Som det netop nu er tilfældet med debatten om Peter Lundins selvbiografi, kan man jo diskutere om en morder, voldsmand, kidnapper og røver skal glorificeres gennem en film, men så er det jo trods alt først og fremmest det det er; en film. Stilling kan man selv tage, men selv om Jacques Mesrine gør nogle dybt usympatiske ting, og nogle af scenerne fra hans filmiske liv er direkte ubehagelige, så holder man jo til en vis grad med ham.
I skikkelse af Vincent Cassel er gangsteren sympatisk, charmerende og ikke mindst intelligent. Jacques Mesrine er ufattelig selvoptaget, og selv om han af og til forsøger at forklæde sine kriminelle handlinger som værende ideologiske, så handler det først og fremmest om ham. Kvinder forbruges i stort antal og hans tre børn bliver parkeret hos bedsteforældrene, da konen stikker af til Spanien efter Jacques har stukket en pistol i munden på hende. Et eksempel på hans ego, er da han kommer i fængsel og glødende af raseri konstaterer, at han ikke er kommet på avisernes forsider fordi der har været et militærkup i Chile. ”Hvem fanden er Pinochet?”
Den allestedsnærværende Gerard Depardieu, skal også lige nævnes. Han har med sit store korpus en lille rolle, som Mesrines gangstermentor, og Cassel og Depardieu er fantastiske sammen, selv om det naturligvis er førstnævnte der mere end bærer filmen.
Public Enemy No. 1 er instrueret af Jean-Francois Richet, der også har været med til at skrive manuskriptet, og det er fremragende gjort. Man skulle tro at en så begivenhedsrig livshistorie næsten skrev sig selv, men heri ligger også problemet. For der er så meget at fortælle, og hvor begynder man at skære væk? Her har Richet haft et helt igennem stort overblik, der udelader alt det, der måske er relevant nok, men som historien sagtens kan fortælles uden. Der springes adskillige år over, men selv om filmen om Mesrine snildt kunne fylde dobbelt så meget som de to film, der udgør visualiseringen af livsforløbet for samfundets største fjende, så er filmen klippet så sobert at og så stilistisk flot, at det aldrig bliver kedeligt.
Vi kommer med Mesrine til Algeriet, hvor han lærer at dræbe, til Frankrig, naturligvis, og hele vejen gennem USA og Canada, hvor han sammen med en kvinde gør det i bedste Bonnie og Clyde stil.
At Mesrine var samfundets fjende nummer et, vidner hans død især om. Han blev dræbt af nitten skud affyret af politimænd, der stod i lastbilen, der holdt foran ham midt i Paris. Det var en regulær henrettelse, og udgjorde enden på et liv, der bestemt var noget helt specielt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
