Skriv en kommentar
Public enemys første del, slutter efter at Jacques Mesrine og en medfange i et effektfuldt last stand har angrebet den ”forbedringsanstalt” de begge har siddet indespærret i. Sammen med slutteksterne, der beskriver de efterfølgende ændringer af fængslernes måde, hvorpå folk blev indespærret i isolation og udsat for tortur, bliver Mesrine til mere end en brutal og charmerende gangster. Han bliver i mangel af et bedre udtryk, en rebel med en sag; Nemlig at lukke de topsikrede isolationsfængsler.
Dette spor fortsætter filmens instruktør Jean-Francois Richet med i del 2, hvor han viser os en toptunet Vincent Cassel i forsvar for sig selv i retten med udsagn som, at han kun stjæler fra de rige ved at røve banker. I modsætning til den mytiske bueskytte fra Sherwood skoven, bliver de idealistiske udråb aldrig til mere end et flirtene postulat, der dog leder til at hans fængselskammerat Francois(Mathieu Amalric) og senere partner i flere bankkup, til sidst får nok. Mesrine er dog hurtig på farten igen, denne gang med den rødhårede og sexede Sylvie(Ludivine Sagnier) ved sin side og sammen opnår de hurtig kultisk status, som det franske svar på Bonnie & Clyde.
Sammen beslutter de at kidnappe en rig milliardær, der dog kynisk gennemskuer Mesrines snak om revolution, som romantiske luftkasteller der lugter mindre end fisen i hornlygten. For forsvinder kapitalismen og bankerne fordi man udplyndrer dem og bruger pengene på Cristal og kaviar. Næppe!
Public Enemy number one – 1.del fløj i kraft af den rette blanding af godt skuespil helt ud i birollerne, en velafstemt brug af genrereferencer til film som Oceans 11 samt Arthur Penns klassiker Bonnie & Clyde. 2. del taber højde fordi pointerne gentages og glimrende skuespillere som Amalric og Oliver Gourmet, der ses i rollen som politikommissæren, der jagter Mesrine, får alt for lidt at arbejde med.
Hvor del 1 var en helhjertet drengerøvsbiografi af en actionfilm, der ikke tog selv sig alt for seriøst, ender del 2 med at være en utroværdig størrelse. På den ene side vil instruktøren gerne vise en hæsblæsende og til tider nervepirrende omgang politi og røver, hvor specielt en flugtscene i bagagerummet på en bil, dyrker en fin hommage til gangsterinstruktøren over dem alle; Jean-Pierre Melville og mesterværket Den røde cirkel. Det utroværdige indtræder når disse scener flankeres af en Mesrine på flugt og i forklædning, så hans dødssyge far på hospitalet næsten ikke kan genkende ham.
Vincent Cassel er stadig blændende i den altoverskyggende hovedrolle, som den lige dele libertinske og infantile Mesrine, hvis selvbiografi ”L`Instinct de Mort” filmene bygger på, udløses af, at han ikke kan klare, at de franske aviser vælger at skrive om Pinochet og statskuppet i Chile frem for ham! Men selv Cassel kan ikke redde filmen fra dens grundlæggende problem; At den ved at ville være et samfundsrevsende drama og et underholdende actionbrag på en og samme tid, ikke rigtig lykkedes med nogle af delene.
