Skriv en kommentar
Milos sorte dag
For anden gang på to uger afsluttes en dansk filmtrilogi. Først var det Per Flys og i denne uge er det så Nicolas Winding Refn, der har premiere med sin Pusher 3 der afslutter historierne om Frank, Tonny og Milo.
I Pusher 3 følger vi pusheren Milo, som vi nok husker fra både Pusher 1 og 2. Det synes at være en ganske almindelig dag på kontoret, hvor den heroinmisbrugende narkohandler prøver at gøre det så fornuftigt han kan. Filmen begynder in medias res hos et møde ved Anonyme Narkomaner, hvor Milo bekendtgør, at hans datter fylder 25, og at han skal lave mad til et helt selskab. Derfra begynder ulykkerne at vælte ned over Milo – også i en grad, hvor troværdigheden forsvinder. Til sidst går livet Milo så meget på nerverne, at da han ved et tilfældigt møde med Kusse-Kurt, får tilbudt rygeheroin, går Milo planken ud og springer i misbrugets grumsede flod. Ironisk at narkomanen Kurt skal tvinge sin pusher ud i et misbrug.
Ind imellem er der scener, der virker meget stærke på følelsesregistret. Som en del af en større aftale skal der i Milos klub foregå en yderst ubehagelig menneskehandel af en ung polsk pige og i det hele taget brugen af non-actors virker meget autentisk. Alligevel misser den skarpheden fra specielt Pusher 2, og 3’erne virker på mange måder lidt som en gang venstrehåndsarbejde. Og det mest af alt fordi alle disse forfærdelig ting som Milos skal igennem partout skal føres en i en tidslig ramme på en dag. Og så mener jeg at slutningens blodudgydelser er direkte platte. Man kan ikke ustraffet blande håndholdt realisme med exploitation-scener – og det gør Pusher 3. Som en konsekvens af den næsten ukonsekvente stil som Pusher 3 føres igennem bliver det hele lidt overfladisk og at gribe en der, hvor det gør ondt.
På den gode side af filmen, er Zlatko Buric, som er svær at caste i andre sammenhænge, fordi han umiskendelig er serber med en kraftig accent, som han heller ikke sluppet af med i denne film. Hele Pusher-serien har været et frisk pust i dansk film. Pusher (altså den første) var jo inden Dogme-filmene et tegn på, hvor gode low-budget film kan være. Så filmhistorisk har filmen fin berettigelse i sammenhæng med de to andre. Men skarpheden fra de to første film mangler altså i denne 3, desværre.
