Skriv en kommentar
Bedraget af Vesper Lynd, kvinden der gav Bonds liv så meget mening at han opkaldte en drink efter hende, er Agent 007 på jagt efter en forklaring. Han har godt fat i kraven på Mr White, der efter Bonds bedste gæt er manden bag det hele, og Bond spiller kortvarigt på hjemmebane. Men nettet strammes om Bond og hans kolleger, da de hurtigt indser at de knap nok har ridset overfladen på organisationen Quantum, som Mr White blot er en del af.
MI6´s eneste ledetråd sender Bond på en tur til Haiti, hvor han bliver forvekslet med en lejemorder og her igennem introduceret for den unge, smukke Camille, der er godt igang med sit helt eget hævntogt. Camille leder Bond til næste led i jagten, Dominic Greene der udadtil laver miljøarbejde, men under overfladen er en iskold pengefikseret forretningsmand uden nogen form for moral.
Dominic har, som en del af Quantum-netværket, højtplacerede kontakter i CIA, den britiske regering og andre storpolitiske spillere, og er i færd med at lave aftaler der gør det muligt for den onde General Medrano at overtage styret i hans hjemland. Det eneste Dominic vil have for ulejligheden er et stykke bart land midt ude i ørkenen. Under ørkensandet ligger nemlig adgang til mellemamerikas drikkevandsrescourcer, og de kan jo nok sælges til en god pris, når Quantum har fået indsat Medrano som diktator.
Marc Forster Instruerer Quantum of Solace med sikker hånd. Han tvinger Bond videre ud af de vante rammer og præsterer en moderne helt i en moderne verden. Daniel Craig skildrer en facetteret figur med en nødvendighed der kendes fra dogmefilm, små teaterscener og absolut også Ian Flemings bøger. En Bond der ikke længere er en fejlfri filmfigur, men et menneske med fejl og et alt for stort ansvar. Og netop dét bliver kommunikeret ud gennem skærmen. Når det gør ondt på Bond, gør det næsten ondt på os.. Og Bond bærer det bedre end vi gør. Han bærer det også for os, så vi ikke falder helt ned af stolen i mørket.
Plottet er stort og tungt, og det er svært for både publikum, men så sandelig også Bond at finde hoved og hale i Quantum of Solace. Og deri ligger den nye Bondfigur. For James er jo bare en mand. Han er maskulin, hurtigthandlende og manipulerende, men absolut også kort for hovedet, aggresiv og kortsigtet. Den uovervindelige agent har fået personlighed. Om vi kan lide den eller ej, må være op til den enkelte.
Det er forståeligt at gamle Bondfans vil falde af på den nye vinkel. Gadgets, tør humor, Moneypenny og kløgtige kommentarer er afløst af rå vold, hård action og en Bond der er ved at gå i hundene. Han skyder først, og har ikke rigtig nogen tilbage at spørge bagefter. Men det er også her vi finder en agent der bliver mindre umenneskeligt overskuende. I de gamle film har man gerne følelsen af at Bond har regnet hele plottet ud før introteksterne er løbet af skærmen. Man føler sig ikke længere ligeså tryg ved Bond. Og det giver energi!
Men det er Hollywood og vi bliver aldrig rigtig i tvivl om at Bond nok skal klare ærterne og komme hjem til England. Helten er her stadig, men selvom han vinder, er det hjerteskærende synligt at det kun har været en dråbe i havet. Og at det har tæret på vores ven James. Verden er stor og skurkene er mange. Men Bond skal nok vende tilbage.
