Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Filmen fleurter med hele paletten af genrer; blaxploitation (nyd musikken!), roadmovie, melodrama, drama, romance, erotisk thriller - og sådan set også med komedien. Og hvis man undervejs kommer til at tænke på ”Bonnie og Clyde” (-67) og ”Thelma og Louise” (-91) er det heller ikke helt forkert. Vigtigere er imidlertid, at det er en film til tiden; uanset genrer er det grundlæggende en overbevisende fortælling om racismen i USA nu.
På en noget mislykket tinderdate – Queen (Jodie Turner-Smith) havde bare ikke lyst til at være alene i aften, ´lad os få aftenen overstået´ - bliver parret stoppet af en politimand der blot venter på en lejlighed til at skyde; situationen ender med at Slim (Daniel Kaluuya) skyder betjenten. Her indledes en klassisk filmflugt igennem USA men med navnløse hovedpersoner – det er kun på plakaten, at de to har navne.
Uanset at filmen ikke skjuler at den er genrebåret forfalder den ikke til kliché. Læg fx mærke til hvor lidt interesserede de flygtende er i at være del af den berømmelseskult, som man fornemmer opbygges bag dem af medier og af alle de mennesker der kun alt for godt kender til den daglige racisme. Selv Queen der til daglig er advokat og kender retssystemet indefra og måske derfor er den første til at foreslå flugten, kan ikke se sig selv som aktivist. Faktisk taler de to stort set ikke om racisme filmen igennem; men den er det vilkår, som de må flygte fra hele tiden. Længslen efter kærlighed giver de fineste dialoger de to imellem – men på baggrund af racismen. Ikke desto mindre er deres forskellighed til at tage og føle på; han er troende, drikker ikke og har en familie i ryggen, siger han – hun er uden religiøse illusioner og har ikke en familie bag sig, siger hun. På IMDB henvises til at manuskriptforfatteren Lena Waithe har bygget de to op over Mathin Luther King og Malcolm X. Hvis det forholder sig sådan, er grebet her særdeles løseligt og består vel i at koge deres positioner ned til Slims/Kings tro på at tingene kan blive bedre nu og her, at der trods alt er retfærdighed til – og Queens/Malcolm X´ s illusionsløshed, kun et oprør, en revolution vil ændre tingenes tilstand (uden at Queen dog fremstår revolutionær, snarere tværtimod). De finder til sidst hinanden i det basale, i rejsen mod friheden, et fly til Cuba.
Læg også mærke til den korte scene der udgør motivet på filmplakaten; Queen og Slim siddende på en bilkøler. Slim har (i et svagt øjeblik?) bedt en beundrende dreng på et autoværksted tage et billede af de to ´for eftertiden´. I næste nu deltager drengen i en antiracisme-demonstration krydsklippende med Queen og Slim der knepper i bilen – kulminerende med at drengen skyder en betjent i hovedet. Og uden at spoile slutningen (som man egentlig ikke kan spoile, hvis man kender den klassiske roadmovie), holder filmen sig heller ikke for god til at fremhæve svigt og forræderi hos de sorte medmennesker der umiddelbart ser ud til at ville hjælpe de flygtende.
Stærkest er dog scenen, da parret har brug for en pause i flugten og derfor går på en bluesbar for at danse. Atmosfæren er tyk af – blues. Slim bestiller en bourbon til Queen men får under protester også en til sig selv ´for selvfølgelig drikker han´ - og så er drinken i øvrigt på huset. Dér går det op Slim og for os, at hele lokalets svedigt dansende og drikkende sorte mennesker for længst har set, hvem parret er. Deres flugt og deres sag er pludselig meget større end dem selv.
Parret forlader lokalet. De nærer ingen illusioner men har blot en drøm om at leve frit.
Illusionsløs er filmen vel – men stærk i sin fastholden af parrets basale drøm om at leve frit. Man fornemmer, at instruktøren ved det enkle greb konsekvent at fastholde den basale frihedsdrift vil opnå den stærkeste effekt hos tilskuerne. Det er et samlende greb der virker direkte henvendt til de der mærker racismen på egen krop hver dag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
