Skriv en kommentar
Den italienske mesterinstruktør Luca Guadagnino tager os med Mexico City, hvor vi følger den amerikanske immigrant William Lee, der er på en slags bar-rundtur i håb om at tiltrække yngre mænd. Lee portrætteres af Daniel Craig, der i rollen ligner en nedslidt James Bond. Fedtet hår, halvåbne øjne og generelt en fordrukken sut. Der kommer dog lidt bedre styr på udseendet i takt med at øjnene åbnes på vid gab, og det skyldes en ung mand, der fuldstændig bjergtager Lee.
Guadagnino bryder med konventionerne, da filmen foregår i 1950’erne, men brugen af underlægningsmusik betyder også et genhør med Nirvanas “Come As You Are”. Aldrig har Guadagnino været bange for at lege med mediet. Hvorfor også være det, når man har ramt plet med film som “Call Me By Your Name” og “Challengers”? Interessant er det også at følge så garvet en skuespiller som Daniel Craig overfor det forholdsvist uprøvede skud på stammen ved navn Drew Starkey. Jo, der er skam noget på spil i “Queer”!
Skrevet af William S. Burroughs tilbage i netop 50’erne, så lykkes det Guadagnino visuelt at lade publikum tro, at vi altså er tilbage i tiden. Craigs stærke hinkesten af en brille, hængeseler og stilfulde hatte fra samtiden. Jo, kom ikke her… Ikke desto mindre har kærlighed og besættelse jo ikke nogen historiemæssig tidslomme. At se Craig blive helt balstyrisk og ikke vide, hvad han skal gøre af sig selv, da øjenkontakten mellem Lee og Eugene Allerton (Drew Starkey - Outer Banks).
William og Eugene begynder at bruge en del tid sammen, og mens det er hyggeligt og venskabeligt selskab for Allerton, så er der en kropslig pulserende længsel at spore hos William. Har man set Jeremy Irons i Adrian Lynes genindspilning af “Lolita”, så har man i grove træk den samme altoverskuende passion. William er SÅ tæt på, men er naturligt nok bange for at brænde broer. Craig spiller rollen til punkt og prikke, og man fornemmer uroen, problemerne med at holde fokus på andet og hans indre kamp for at få det, han lyster. Da de to tager i biografen sammen, så får vi også serveret en slags Lee-ånd, der visuelt fortæller os, hvor hans tanker i virkeligheden er. Filmen, de ser, er ganske sekundær.
Det er et voldsomt drama, som Guadagnino smider i fjæset på os. Jeg skal naturligvis ikke afsløre, hvilket vanvid der venter det uforvarende “par”. Selv kalder Lee sin homoseksualitet for en forbandelse, der har huseret i hans familie gennem tiden. Det er som et narkotisk stof, der ikke vil slippe ham. Langt værre er dog angsten for, at det måske ikke er gengældt. Sansen for det sensuelle drama er med “Queer” stadig Guadagninos signatur.
