Skriv en kommentar
Min første anmeldelse i det nye år starter med en af de biograffilm i 2013, som fik de værste ord med på vejen af anmelderne. Mange gange har skuffelsen heldigvis været mild i forhold til forventningsniveauet efterfølgende, men denne film er desværre ikke et eksempel på dette.
Politibetjenten Nick(Ryan Reynolds) vælger sammen med partneren Hayes(Kevin Bacon) at beholde en række guldstykker, som de finder under en narkorazzia. Da Nick får moralske skrupler omkring moraliteten i deres handling, bliver han dræbt af sin partner. På vej mod dødsriget bliver han hevet til side af R.I.P.D. – Rest In Peace Department – som er en politiafdeling, der beskæftiger sig med de såkaldte ’dødlinge’. Disse skabninger er sjæle, som er blevet glemt på jorden som monstre, og Nicks job er nu at eliminere disse skabninger sammen med sin nye partner Roy(Jeff Bridges).
Filmen er et uden tvivl forsøg på at lave en film af samme kaliber som ’Men in Black’, da konceptet involverer aspekter af livet, som kun en beskeden skare af agenter har adgang til. Det umage par er desuden også et klassisk kendetegn, og så er der selvfølgelig også de rumvæsen-lignende ’dødlinge’, som ligner en tro kopi af de uhyrer, Tommy Lee Jones og Will Smith plejede at nedkæmpe. Generelt set er konceptet i denne film en kæmpekliché, som kun virker anderledes på grund af nye skuespillere og et fokus på efterlivet frem for det ydre rum. Filmen beviser, at konceptet med et umage makkerpar med aldersforskelle har mistet sin gnist og så småt er udkørt på det store lærred. Handlingen leverer dog et anderledes koncept med livet efter døden, men selve udførslen virker til at være mere platkomiske børnevittigheder frem for reelle interessante aspekter.
Jeff bridges leverer et komisk afbræk som den rapkæftede nordstats lovhåndhæver fra 1800-tallet, mens Ryan Reynolds for en gang skyld har skåret lidt ned for den lidt udkørte drengerøvshumor. Men der mangler en mere dybdegående dynamik i forholdet mellem disse to personligheder, da man ikke rigtig kan mærke en relation mellem dem. Desuden virker det til, at Jeff Bridges har fået helt frie tøjler til at skabe sig så meget som muligt, hvorimod Ryan Reynolds virker en smule forstoppet mens han kigger misundeligt af sted mod sin partner.
Selve handlingen skubber sig selv af sted i et langsomt tempo, som aldrig rigtig får maskineriet op at køre på højttryk. Filmen har sine få øjeblikke af underholdning, men sammenhængen giver associationer til et puslespil, som har mistet de essentielle brikker. Det er svært at sige, hvad den egentlige drivkraft er i filmen, da handlingen reelt set følger en overordnet rød tråd, men hele tiden bremser sig selv med ligegyldige små, personlige inputs. Man sidder hele tiden og forventer, at tingene finder på plads på et tidspunkt, men man føler lidt, at filmen følger en række små handlinger, som egentlig aldrig hænger sammen. Filmen i sig selv er visuelt flot opbygget og leverer nogle solide effekter, men visse scener flyder lidt for meget ud i overdrevne CGI-effekter – visse aspekter af ’dødlingenes’ udseende får dem til at minde alt for meget om computerspilsfigurer, hvilket var den samme fejl, som ødelagde ’Ghost Rider 2’ med Nicholas Cage.
Filmen karakter kommer til at ligge lige under middel. Den fortjener alligevel to stjerner, da den store skuffelse i filmen mest af alt stammer fra forventningen af filmens kvalitet i forhold til, at produktionsbudgettet er så stort. Hvis filmen fra starten af var blevet kategoriseret som en B-film, ville man ikke sætte nær så høje forventninger til underholdningsværdien. Man har lidt samme følelse som med ’Batman & Robin’, som uden tvivl er den værste superheltefilm nogensinde, men man kan alligevel ikke kigge væk, da man føler effekterne, personerne og koncepterne indeholder en hvis affektionsværdi. Samlet set er R.I.P.D. en klichébombe med en haltende handling og ikke mindst et lidt ugennemtænkt makkerpar – filmen har sine lyspunkter, men langt fra nok til at hive filmen op på niveau med andre ’buddycop’-film.
Bonusmateriale
Her finder man en stor mængde bonusmateriale, som først om fremmest bugner af alternative scener, slettede scener og forlængede scener. Derudover finder man en række spændende dokumentarer, som går i dybden med selve tilblivelsen af filmen, og hvordan konceptet blev overført fra tegneserie til det store lærred. Som noget af det sidste går en række småklips i dybden med figurerne, effekterne og interviews med stjernerne, som afrunder filmen med lidt ekstra humor.
