Skriv en kommentar
Kundskabens træ på Barcardi Breezer og coke. Fra Tranportabel Rejseluder til Stikkerso
Efter en del sløje år er den danske ungdomsfilmen på banen igen med et forsøg på at skildre den ”Råzone” som teenageårene kan være. Der har været sporadiske om end ganske gode forsøg de senere år med film som Aage Rais’ ”To ryk og en aflevering”, Carsten Myllerups ”Midsommer” og Anders Gustafssons ”Bagland”, der dog aldrig når på et internationalt plan, hvor film som Lukas Moodyssons ”Fucking Åmål”, Larry Clarks ”Kids” og vores kanoniserede mesterværk ”Kundskabens træ”, der i år kan fejre 25-års jubilæum.
Ligesom ”Bagland” tager handlingen udspring i et forstadskvarter til København med de blandede sociale lag, der kan forekomme sådan et sted.
Vi bliver fra begyndelsen kastet lige lukt ind i hjertet på fasttømret venindegruppe, hvor særligt Christina (Laura Christensen) og Cecilie (Stephanie Leon) har kommandoen i kampen for at overleve skolegårdens bagtaleri og de psykologiske problemer, der trænger sig på, når man skal danne sig en identitet. Laura er filmens hovedkarakter, og da hun bliver snuppet i rapseri i hallens omklædningsrum, begynder gruppen at falde sammen, fordi Laura bliver nødt til at være en såkaldt ”stikkerso”. Laura skal til at finde sig selv på egne ben uden gruppens hjælp og det viser sig at være ganske svært, især fordi Cecilie på bedste gangstermaner har svoret hævn over sin gamle veninde.
Lad det være sagt med det samme. Filmen prøver ikke at være behagelig på nogen måde. Der er, som i virkeligheden, ingen små gærder man kan springe over. Alle problemer sættes til debat og fra at begynde som hverdagsrealisme tager filmen et kvantespring for at ende som noget nær en shakespearsk tragedie, og der er dramaturgisk set lige i overkanten. Problemet er simpelt. Da filmen i begyndelse klasker en vis sandhed i fjæset på tilskueren, har man ikke mange muligheder for at dukke sig for de slag, der kommer. Da filmen til sidst unægtelig stiger i (over)dramatik bliver man igen mindet om, at det blot er film og det er ærgerligt, for i den konstruktion ryger realisme en tur på gulvet.
Når filmen alligevel lykkes ganske godt skyldes det ikke mindst skuespillet. Der lover godt for dansk films fremtid. Laura Christensen har igennem det seneste årti bevist, at hun kan give biroller karakter lige fra ”Taxa” til ”Lad de små børn”. I ”Råzonen” veksler hun mellem at være en skolegårdsbitch, præmenstruel teenagedatter og en såret ung kvinde med indestængte følelser, der især skyldes, at hun er blevet ”forladt” af sin moder, som er i færd med at skabe en nye tilværelse med mand, hus og en gravid topmave, der siger alt om hendes forsøg på at få en bedre erstatning for sin egen teenagedatter (en detalje som filmen fortæller uden at sovse det ind).
Modsat hende står Cecilie, der har været bedste veninder med Christina i mange år. Hendes sociale baggrund er anderledes. Fordi filmen heller ikke i detaljer karakteriserer Cecilie, må Stephanie Leon i gang med det helt store repertoire for at give karakteren liv og det lykkedes særdeles godt. Efter ”Bagland” hvor Stephanie Leon ellers udtrykte ønske om ikke at lave flere film, er hun nu tilbage på lærredet. Heldigvis, for Leon har en sjælden evne til at brænde igennem lærredet, som kun de færreste kan. Laura Christensen beviser at hun kan bære en hovedrolle og Stephanie Leon beviser igen, at hun hører til i dansk film, om man skal låse hende inde i filmbyen.
I de mindre biroller skal særligt Julie R. Ølgaard, Sara Line Møller Olsen og debutanten Mette Riber Christoffersen fremhæves. Også de voksne roller er godt skrevet. Ikke en gang lykkedes det at skabe en fornuftig kommunikation mellem de voksne og de unge og spillet går lige til stregen med en grad af improvisation og indlevelse som klæder filmen godt. Og så pynter landets mest oversete skuespiller Sarah Boberg altid på film.
Som en rigtig ungdomsfilm skal der jo også fyres et væld af musik, som kan gøre sig på et soundtrack. De sker særligt i en række montagesekvenser, der tenderer til at blive musikvideoer, hvilket ikke pynter på filmens ellers realistiske præg.
Instruktøren Christian E. Christiansen som eller er uddannet producer slipper i det store hele godt af sted med sin debutfilm, der også har noget at holde i med Morten Dragsteds manuskript, der ikke banaliserer karaktererne. Godt arbejde.
Tilbage til mesteren Malmros, som i ”Lars Ole 5.C” og ”Kundskabens træ” virkelig formåede at vise skolegården som et pubertært helvede. Havde ”Råzone” blot holdt sig skolegården, kunne vi have siddet med en klassefilm. Alligevel skal man ikke snyde sig selv for den friskhed som ”Råzone” besidder. Og må vi så få flere af den slags fortællinger i dansk film.
