Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Somewhere over the rainbow ... er ikke alene en af verdens mest genkendelige titelmelodier på en af verdens allerstørste film, men er tilmed blevet den sammenfattende ode for uudslukkelige forhåbninger og uimodståelige drømme. Den ligeså anpriste kvinde bag stemmen til dette udødelige klenodie, Judy Garland, er det celebre omdrejningspunkt i Rainbow – historien om Judy Garland.
En stjerne er født, kan man med rette klæbe på Garlands usædvanlige babyvugge, eftersom hun allerede på dette spæde tidspunkt markerer sig som en fuldvægtig tilblivelsesstjerne. Fra kravlestadiet er hun blevet estimeret som en genuin barnestjerne, og da de første slingrende barneskridt bliver vovet, har hun for længst fået mærkatet - et musikalsk vidunderbarn. På trods af sin unge alder sang Garland med en moden indsigt, der både betog og bjergtog sit publikum. Rainbow følger derfor Judy Garlands personlige stjerneparade fra hendes modeste, spartanske varietédage i søsterbandet The Gumm Sisters til MGMs meres anseelige, rigorøse studiesystem og endelig den forgyldte endestation i denne film, men det dønnende startskud til hendes virkelige, misundelsesværdig karriere – magien i Troldmanden fra Oz.
Judy Garland er flere gange blevet udnævnt som en af de største sangstjerner fra Hollywoods musikfilms guldalder. Denne multilaterale multikunstner beherskede så forskellige discipliner som et respektindgydende skuespiltalent, et tryllebindende stemmebånd samt en beundringsværdig humoristisk sans. Men ligeså berømmelig som hun var for denne artistiske treenighed, ligeså storladent var det forbitrende og smertefulde kaos i hendes omtumlede privatliv.
Rainbow stiller skarpt på Garlands frembringende tidlige liv og de uundgåelige problemer, der unægteligt opstår, når et uskyldigt, ukyndigt barn skal tage den trange overgang til ansvarsfuld, selvstændig voksen. ”Jeg byttede min barndom for ingenting”, udtaler en alvorsfuld Garland på et tidspunkt, henvendt til sin ambitiøse, konstant pacende mor, der er ulykkeligt fastlåst i et dødt ægteskab med en kærlig, men afmægtig mand, hvis seksualitet er låst inde i et uønsket, tabubelagt homoseksuelt skab. Dette rodede samliv grundlægger et gebrækkeligt fundament for den unge, blide Garland. Mødet med det fordringsfulde, opportunistiske studiesystem hugger endvidere flere grove komplekser ind i den sarte Garland, der på trods af sit bedårende charmearsenal og ualmindeligt kløgtige hoved, alligevel føler sig svækket og udfordret i sin individuelle opfattelse og karakterstærke integritet.
But my life is a race, just a wild goose chase
... således synger den triste Garland i filmens indledning, som ville hun allerede her sætte tonen for resten af filmen … og sit liv. Der er ingen tvivl om, at Rainbow bærer en melankolsk tristesse i sig, men som simultant og paradoksalt nok fundamenterer Garlands kunstneriske dispositioner og instinktive fornemmelser. Af denne grund bliver filmen også tolerabel. Rainbow svælger som følge deraf heller ikke, på manipulerende eller oversentimental vis, i skæbnesvangre signalementer af et fragmenteret familieliv, der for evigt brændemærker et sagesløst barn. Den fokuserer endogså indgående på det kærlighedsfulde, trofaste bånd mellem den unge Garland og hendes skrøbelige far, der mere end nogen anden forstår sin datter og vil hende det allerbedste. Kærligheden er gengældt, og da faren pludseligt må tage afsked med den jordiske verden, føler man selv meget stærkt det betyngende tab og knugende afsavn, som Garland efterlades med.
Selvom moren generelt fremstilles som det modstandskraftige og udholdende kontrapunkt til den fragile faderfigur, giver filmen også hende rørende øjeblikke af intens følsomhed og autentisk empati. Hun er ingen brutal, lavsindet antihelt i skærende kontrast til faderens godhjertede, betydningsfulde helteskikkelse, men en bundulykkelig kvinde, der måske gør det forkerte i at udleve sig selv igennem barnet, men om ikke andet gør hun det i en misforstået tjenestefølelse over for Garland. Dette fine modsætningsspil giver moderkarakteren et imødekommende touch, der gør hende, hvis ikke elskelig, så tilpas sympatisk.
Rainbow gengiver begge forældre og deres forhold til Garland på en fair, ikke fordømmende måde, som klæder filmen, da den ikke sætter nogen imaginær retssal i scene med én ubetinget ansvarlig, men forklarer tilknytningen fra flere indfaldsvinkler, der i bestemte momenter vitterligt fremtræder foragtelige, men ved andre lejligheder fremtriner ganske nådige.
Fotograferingen er jævn og simpel, og billedsiden desårsag gennemsyret af en gammeldags æstetik, der faktisk er med til at yde filmen en usædvanlig autencitet. Indlejret i filmen er ligeledes diverse musikalske indslag, som alle tematisk er perfekt timet i forhold til det fortalte. Umiddelbart kunne de føles en anelse forvanskede, men eftersom Garland er en så gudbenådet sanger med et velrenommeret sangkatalog, gør det ingenting. Tværtimod, tilfører det både karakteren Garland og filmen en hjertegribende vedkommenhed, der sætter sig fast i dit hjerte som en plade, der kører på repeat i dine øregange.
Filmens fornemste trumfkort er ikke des mindre skuespillerstaben, der alle spiller med en nydelig indlevelse, så man helt glemmer, at det er en film, man ser. Kombineret med den hæderlige historie om en af musik- og filmkunstens mest interessante personligheder samt det bevægende sangrepertoire, er Rainbow en tilfredsstillende introduktion til personen bag myten. Det er både gribende, grådkval-egnet og givende at se Garland fra anonymt vidunder til fortvivlende stjerne. Måske er filmen ingen spraglet regnbue, men den bærer kimen til én ...
http://www.soulmedia.dk
Ekstramaterialet består af en herlig Bonus-CD, der indeholder så gode tracks som Sweet Sixteen og You´ll Never Walk Alone samt gedigne klassikere som Over the Rainbow og Get Happy. Det får 5/6 stjerner!
