Skriv en kommentar
Regnet som en af de vigtigste personligheder igennem filmhistorien, brød Charlie Chaplin igennem i 1920'erne med de skelsættende og nyskabende stumfilmskomediedramaer, heriblandt The Kid (1921), The Gold Rush (1925), The Circus (1928) og City Lights (1931). Herefter holdt han sig bestemt ikke tilbage og skiftede til talefilm med de kontroversielle, samfundskritiske og satirisk geniale Modern Times (1936) og The Great Dictator (1940). I alle stum - og talefilmene fulgte man hans alter ego, den sære og morsomme The Tramp, som i dag er en rendyrket kultfigur. "Rampelys" blev den sidste af Chaplin's film, der blev produceret i USA efter han kom i karambolage med regeringen qua hans politiske overbevisning, hvilket resulterede i hans statslige skifte til det neutrale alpeland, Schweiz. Til trods for al virakken omkring Chaplins persona i den tid, formåede han at holde fokus og lave sin mest personlige film "Rampelys", som han både skrev manuskriptet til, instruerede, producerede, lavede musikken til og spillede hovedrollen i.
En skygge af sit tidligere jeg
I "Rampelys" følger vi den desillusionerede, mismodige og fordrukne Calvero (Charlie Chaplin), som engang var en komiker og varietéstjerne af guds nåde, men som nu er en skygge af sit tidligere jeg. Da han en dag lugter gas, som kommer fra underboens lejlighed, en ung smuk ballerina ved navn Thereza (Claire Bloom), som er ved at begå selvmord, formår han at redde hendes liv. Han finder et nyt mål med livet, nemlig at hjælpe Thereza med at finde livsmodet og glæden ved at danse igen. Samtidig finder Calvero også modet til et muligt comeback, men spørgsmålet er, om verden er klar til et muntert gensyn med den tidligere verdensstjerne, eller om tiden for alvor er løbet fra Calvero.
Personlighed og nerve
Chaplin's Calvero er en tragisk, charmerende, bevægende, sårbar og ekstremt underholdende karakter. Selvom 'The Tramp' afgjort var hans mest ikoniske og genkendelige rolle, så er Calvero den type karakter, der for alvor viser hans enormt alsidige og dramatiske talent. Da man kan mærke den åbenlyse personlighed og nerve han har lagt i rollen, bliver følelserne forstærket yderligere. Dette er Chaplins historie, og det kunne passende have været hans sidste film. Gudskelov havde han dog flere film oppe i ærmet. Man kan diskutere om The Academy overså hans rolle i "Rampelys" fordi den ikke var kvalificeret eller blot mente, at det var for kontroversielt at skænke ham en nominering på grund af anklagerne omkring hans politiske overbevisning. Personligt vil jeg mene, at han skulle have haft minimum en nominering. Men gudskelov vandt han retmæssigt en Honorary Academy Award i 1972, som et lille plaster på såret. Ganske fortjent, med det aftryk han satte på filmhistorien.
Vidunderlige Claire Bloom og Buster Keaton
Claire Bloom, som den unge Thereza, er ligeså et fremragende castingvalg af Chaplin og hans selskab, da hun formår, på fornemste vis, at formidle de konfuse og mismodige følelser, som en ung pige er i besiddelse af, når alt håb erstattes med fortvivlelse og depression. Hun gennemgår en troværdig forvandling fra selvmorderisk til optimist, fra en svagelig ung pige til en stærk og selvsikker kvinde via Calvero's tiltro og støtte og sidenhen med sit talent og gåpåmod. Bloom underspiller på de rigtige tidspunkter og finder de ægte og sørgmodige følelser frem, når filmen griber en om hjertet. Hvilket er tit, skulle jeg hilse og sige. I en af filmens absolut sjoveste scener ses Chaplin og en anden af Hollywoods største stumfilmsstjerner, Buster Keaton i genialt samspil, og det er en fryd for både hjertet og lattermusklerne, at se de gamle påståede rivaler udføre en scene med så høj underholdningsværdi sammen.
"The Terry Theme"
Filmens musik vandt for bedste originale filmmusik, og det er som sagt Charlie Chaplin selv, der også er ophavsmand til den del. Det relativt simple tema i musikken, som går igen i filmen, og som blev døbt "The Terry Theme" (en reference til Thereza's kælenavn, Terry), opsumerer filmens stemning og generelle tone. Det er på engang både opmuntrende, sørgmodigt, melankolsk og rørende. Musikken er med til at forme den emotionelle ramme for filmen sammen med de fornemme skuespilspræstationer og Chaplins unægtelige passion, som brænder igennem manuskriptet og den stilsikre instruktion.
Rammer direkte i følelsesregistret
Der er tale om en film, som tegner et nøgent, ærligt og smukt portræt af en af de største kunstnere i vor tid og den enestående sjæl bag klovnemasken. "Rampelys" rammer direkte i følelsesregistret og får dig til at forlade biografen grinene, grædende og begejstret.
