Skriv en kommentar
Vintersæsonen byder vanen tro på julefilm i alle afskygninger. Igennem en længere årrække, har den sædvanligt glansbillede af hjerternes fest dog måtte give plads, for lidt mere rebelske juleeventyr, som ”Bad Santa” (2003), ”Santa’s Slay” (2005) og ”Black Christmas” (2006). Men aldrig har en film turde fornægte sit ophav i en sådan grad, at julehyggen helt udelades. Selvom der er langt mellem pebernødderne, kommer det glade budskab alligevel igennem, og publikum må erfarer at ”nu blev det alligevel jul i år.” – men det var før en flok anarkistiske finner tog fat på myten om julemanden.
I modsætning til tidligere nævnte film, tager ”Rare Exports: A Christmas Tale” nemlig sig selv seriøst. Den foregår langt oppe i Laplands bjerge, hvor et amerikansk firma foretager nogle mystiske udgravninger. Den unge dreng Pietari kommer på sporet af formålet med udgravningerne, der er mere end almindeligt kontroversielt. Amerikanerne er nemlig kommet på sporet af selve oprindelsen til myten om den originale julemand, og vil udnytte deres fund kommercielt. I sine undersøgelser kommer Pietari dog til at forårsage alvorlige gener for lokalbefolkningen, der straks bebrejder amerikanerne. Situationen tilspidses dog, da det viser sig at fundet i de finske bjerge ikke er eftermælet af en tilfrosset drøm, men legemet af et spillevende mareridt.
Den vamsede illusion om en hvidskægget Coca Coca julemand manes én gang for alle til jorden, i mødet med en sadistisk, splitterravende nøgen og afpillet fremmet, der viser sig kun at være toppen af det finske isbjerg.
Bag den actionladede handling, fortælles også den medrivende sidehistorie, om en følsom dreng, og hans træmand af en far, der har svært ved at komme ind på hinanden efter at være blevet alene uden moren som emotionelt bindeled. På forfriskende vis bliver der ikke fortalt bagud om morens forsvinden, vi ved ikke om hun er død eller stukket af, kun at de to nu er alene tilbage.
Vi kommer aldrig rigtig ind på hvad problemet er for dem, og hvorfor deres kommunikation fejler, men det er på den anden side heller aldrig filmens mission, og konflikten forekommer aldrig forfladiget, på grund af det rørende spil fra både sønnen (Onni Tommila) og faren (Jorma Tommila). Deres kemi er ubeskriveligt rørende, og kan nok spores tilbage til det faktum at de også i virkelighedens verden er far og søn – et virkningsfuldt træk fra casterens side.
Fordi filmen tager afsæt i et realistisk univers, bliver det så meget mere skrækindjagende, når dette univers bringer mytiske gys ind i virkeligheden.
Uhyggen er ledsaget af en knastør humor, så underspillet, at den ikke bryder den seriøse tone i filmen, men stadig er komplimenterende. Det er brysk og bælgravende sort satire udnyttet til det fulde.
Der bliver leget med julefilmens vante genrekonventioner, i form af titlens drillende tilføjelse: ”A Christmas Tale”, og en kapitelinddeling, der tæller dagene ned til juleaften i bedste julekalenderstil. Selvom der bliver udnyttet gængse Hollywood genretræk, er det altid med denne ironiske distance, som når one-liners bliver fyret af, og slowmotion sekvenser tages i brug.
Filmen er både dristig og medrivende, og kan ses som Finlands endelige opgør med vestens kommercielle og behagesyge tilgang til filmmediet, men bør mest af alt ses som god underholdning med både originalitet og kant.
