Skriv en kommentar
Nurse Ratched, oversygeplejersken fra Once Flew Over the Cuckoo’s Nest har fået det til at risle koldt ned ad ryggen på mange med sit iskolde blik og psykopatiske behandling af de patienter, der måtte opholde sig på det sindssygehospital, som hun styrer med knyttet næve og hævede øjenbryn. Hun er en af de mest ondskabsfulde figurer i filmhistorien, og nu har hun fået sin helt egen serie i otte afsnit på Netflix.
Det er Ryan Murphy, manden bag successerierne Glee, Pose og American Horror Story, der står bag denne prequel om Nurse Ratcheds liv, inden den iltre McMurphy kom i hendes varetægt. Vi befinder os i slutningen af 1940’erne i et USA med smæk på farveladen, smarte kjoler og røde læber. Hvert et billede er nøje komponeret til at tage sig flot ud på hjemmeskærmen, men der er ikke meget, der skjuler sig under den smukke overflade.
Vi begynder med et blodbad, som var dette endnu et kapitel i Murphys horrorantologiserie American Horror Story. Nogle katolske præster myrdes i koldt blod. Morderen ler højt og fryder sig over blodet, der sprøjter – en flot og vred ung mand, der har set sig sur på den katolske kirke – resten af serien fortsætter desværre i samme forudsigelige og klicheladet stil. Morderen sendes på et sindssygehospital, hvor den ambitiøse læge Richard Hanover udfører eksperimenter på sine patienter i et forsøg på at opnå psykiatriske gennembrud.
Pludselig dukker en målbevidst Nurse Ratched op på hospitalet for at møve sig ind i en stilling. Det er hende magtpåliggende, at hun får ansættelse på det hospital, hvor præstemorderen er havnet – men hvorfor dog? Én ting er sikkert – hun har noget for.
Som udgangspunkt lyder det som en fin idé at dykke ned i psykologien på så karismatisk og fascinerende en karakter som Nurse Ratched, men det kræver, at man rent faktisk har mere at tilbyde end flotte farver, kitschede kostumer og grotesk horror. Serien fingerer at være optaget af sine karakterer, men ikke én tegnes der et tredimensionelt portræt af. Det hele går op i nostalgisk æstetik og en higen efter et technicolor Hollywood, der aldrig har eksisteret.
Den snigende ondskab og magtsyge, der er så gennemubehagelig hos Louise Fletchers fortolkning af Nurse Ratched i filmen fra 1975 er stort set fraværende her. I stedet er alle nuancer fjernet – fremfor en uddybning af hendes karakter opleves snarere en forfladigelse, og den smule dualitet, der opstår, kommer og går så pludseligt, at den forekommer fjern, uvedkommende og fremmedgørende.
Der er nok ingen, der vil anklage Ryan Murphy for at være subtil, og det er bestemt heller ikke tilfældet her. Alt er skruet op til 11 – være det farveskalaen, de ekstreme karikaturer eller den forudsigelige historie. Enhver samfundskritik af psykiatrien, og hvad det vil sige at være sindssyg eller ond drukner i sensationssplatter og genreparodi.
Hvis nu bare Ratched var underholdende, så gik det nok, at den var lidt overfladisk, men det er svært ikke at komme til at kede sig lidt, når karaktererne er så utroværdige og træffer beslutninger udelukkende af den årsag, at det kræves for at føre plottet fra A til B. Havde det ikke været for de sympatiske skuespillere, var den faldet helt igennem. Sarah Paulson gør, hvad hun kan, med det hun får serveret, og så dukker Cynthia Nixon og Sophie Okonedo op for at spille to af seriens mere interessante karakterer.
Ratched vil gerne være rigtig mange ting – film noir, melodrama fra 50’erne, erotisk thriller, psykologisk thriller – men ender som ingen af delene. Der er lagt stor vægt på stil, og man kan læne sig tilbage og nyde udsigten og de flotte kostumer, men også her er det parodi og ikke originalitet, der først og fremmest præger billedet.
Er man fan af American Horror Story finder man mere af samme skuffe her. Ratched er desværre en skuffende tilføjelse til historien om den ondskabsfulde sygeplejerske, der finder nydelse i at bruge sin magt til at ydmyge de svage, som staten har placeret i hendes varetægt.
