"I ask no favor for my sex, all I ask of our brethren is that they take their feet off our necks." Citatet, der originalt blev udtalt af Sarah Grimké, brugte Ginsberg i hendes tale, da hun af Bill Clinton blev nomineret til højesteretsdommer. De stærke ord passer meget godt til Ginsbergs livsfilosofi og hendes livslange kamp mod kønsdiskrimination både i hendes eget liv og karriere men også hendes kampe i højesteretten for lige rettigheder til alle.
RBG er en dokumentar der er sammensat af interviews og arkivklip. Den samler op på hele Ruth Bader Ginsbergs imponerende livshistorie, og indeholder interviews med prominente figurer som ex-præsident Bill Clinton og den feministiske frontfigur Gloria Steinem. Vi bliver introduceret til Ginsberg i filmen i træningscentret hvor man ser den 85 år gamle kvinde løfte vægte, lave armbøjninger og planken, og på hendes trøje øjner man ordene "Super diva." Filmen indeholder dog også et par tåkrummende klip hvor hun bliver interviewet på universiteter rundt om i landet, og lige meget hvad hun siger griner og klapper publikum lige lovlig overdrevet. Det bliver her tydelig hvor meget de to instruktører idoliserer Ginsberg.
Ruth Bader Ginsberg er over de sidste par år blevet et popikon og en del af popkulturen ved hjælp af kælenavnet RBG Notorius og hendes liberale position i den amerikanske højesteret. Den lille dame med kraven og de store briller virker udadtil som en stille og indadvendt person. Det er hun som sådan også, men ligeså intens og gennemtænkt er hendes udtalelser. Udover portrættet af hende som kvinde og højesteretsdommer, får vi også et godt indblik i hendes personlige liv med manden Marty, der modsat Ruth var festens midtpunkt og en sand humørbombe. Marty tabte kampen mod kræft tilbage i 2010 og Ruth har selv oplevet den forfærdelige sygdom på egen krop to gange.
Dokumentaren er for det meste vellykket og fortjener oscarnomineringen, men om den løber med statuetten er tvivlsomt. Historien om kvinden der var kun én ud af 9 kvinder i hendes årgang på 500 på Harvard Law, og kvinden der gennem 70’erne tog retssager der virkelig gjorde en forskel for kønsdiskrimination – og vandt størstedelen af dem. Den historie fortjener så sandelig at blive fortalt, og om få måneder får vi da også denne historie at se dramatiseret i On the Basis of Sex (2018) med Felicity Jones i rollen som Ginsberg.
Filmen er bedst når den fokuserer på hende som en helt i kønsdebatten og fortaler for minoriteterne i højesteretten. Men den taber lidt momentum når den fokuserer for meget på hendes nye status som kultikon, hvor børn klæder som ud som hende til Halloween, og unge mennesker drikker af kopper med logoet Notorius RBG på. Det står lige lovlig meget i kontrast til hendes alvorlige og stoiske ydre samt hendes fantastiske historie.Timingen af dokumentaren virker selvfølgelig også meget politisk valgt, hvor man som liberal amerikaner i disse år sætter pris på hendes ’dissents’. Men den kommer selvfølgelig også som følge af hendes kultstatus der er blevet opbygget de seneste år.