Skriv en kommentar
I 1950´erne forlod den amerikanske digter Elizabeth Bishop USA for at søge inspiration andetsteds, nemlig i Brasilien. Her mødte hun arkitekten Lota de Macedo. Bishops biografist Carmen Oliviera fortæller i ”Rare & Commonplace Flowers” om mødet der blev et kærlighedsmøde og hvordan det udviklede dem begge. Filmen bygger på biografien.
I filmen kredses om Elizabeth Bishops store ensomhed som tema og motiv. En ensomhed der udspringer af de mange tab et menneske udholder igennem livet. Instruktøren gør den tematik klar fra indledningens fokus på den ensomme kvinde, digter på bænken i parken og til slutningens stadig ensomme kvinde på samme bænk. Men der ligger et passioneret kærlighedsmøde og ikke mindst stor succes som digter imellem dengang og nu - Bishop tildeltes Pullitzerprisen i 1956 for digtsamlingen ”Poems: North and South – A Cold Spring”.
Det er i og for sig ikke fordi Bishop lider flere tab end andre mennesker, om end tabet af moderen står centralt, men fordi tabene som eksistentielt vilkår i udpræget grad præger den følsomme digter, ja deraf udspringer hendes digte og forfatterskab, forstår man.
Når først man får øje på den sammenhæng, blegner det på mange måder priviligerede brasilianske overklasseliv, som hun lever i det store arkitekttegnede hus med egen digterhytte, med champagne og årgangswhisky og på bekvem afstand af fattigdom og militærkup, omgivet af en kvinde der elsker hende lidenskabeligt og venner der vil hende det bedste – med samt inspiration og litterær succes. Der er som tilskuer ingen grund til ikke at tage hendes ensomhed alvorligt, overklasseliv eller ej. Instruktøren gør det dog ikke let for os at se den sammenhæng; han skildrer sit hovedperson konsekvent isoleret i ”det brasilianske paradis” og uden billedmæssigt på nogen måde at stryge os imod hårene. Alt er meget smukt og pænt, ensomhed, druk og jalousi i ”paradiset” eller ej.
Der er optræk til brud med pænheden, da Bishop på ”pinligste” vis i en tale, fuld, kommenterer militærdiktaturet. Og ligeledes da Lota de Macedoss park-arkitektur kommer i klemme i samme diktatur. Det er akkurat, da de to kvinder for en stund forlader paradiset på landet og tager til byen at der opstår ridser i pænheden. Instruktøren forfølger dog ikke konflikten, men drejer hurtigt fokus tilbage på de to kvinders forhold isoleret set.
På sin vis kan man spørge, hvad instruktøren vil fortælle, når han lader sin hovedperson vende tilbage til bænken til sidst. Uden at skulle være alt for hollywoodmodelagtig, er det bemærkelsesværdigt, at selvom Bishop endelig lever sin seksualitet ud og får litterær succes, er ensomheden dog lige stærk. Måske et mindre pænt statement i en meget pæn film!
Når man hører Elisabeth Bishops digte, oplever Carmen Olivieras arkitektur og indser hvad ”skæv” seksualitet betød før de frigørende år, havde de to kvinder dog fortjent en mindre pæn film.
Ekstramaterialet på dvd-en består blot i trailer, slideshow og trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
