Skriv en kommentar
Regnen siler ned i japanske Kore-Edas nye film Broker med den danske titel Regnen skyller alt bort. Det gør den længe, i mørke og i gråvejr, set inde fra biler og vinduer og trapperum. Og denne trøstesløshed understreger temaet om de uønskede børn, de børn, der bliver lagt i en såkaldt babyluge for at blive modtaget af en organisation, der tager sig af børnene og lover dem en tryggere opvækst.
I dette tilfælde tilhører babylugen en kirke, og den unge mor So-young (Lee Ji-eun) ser ikke anden udvej end at aflevere sin lille søn. Men da hun fortryder og kommer tilbage efter sit barn (eller for at sikre sig, at barnet får det godt?), er det tilsyneladende ’forsvundet’, som om det aldrig er modtaget. For bag lugen står et par mænd, der tjener på at sælge børnene til barnløse par og selv score fortjenesten. Den ene Sang-hyeon (spillet af Song Kang-ho fra ’Parasite’ og ’Shoplifters’) har et renseri, der renser på flere planer, og den anden Dong-soo (Dong-won Gang) passer babylugen og finder købere til babyerne.
Nu kunne man jo tro, at filmen handlede om at afsløre denne modbydelige organisation, der handler med børn på det sorte marked. Det gør den sådan set også, men i stedet for jagten på skrupelløse forbrydere vælger Kore-eda at fokusere på det sociale og menneskelige aspekt, på de to mænds sympatiske sider og deres pragmatiske tilgang til deres job og ikke mindst på moderen So-young, som beslutter at overvåge processen med at finde en ordentlig familie til sin søn i stedet for at overlade det til de to mænd, som hun synes er alt for ukritiske.
Denne overraskende udvikling bliver grobund for et samvær mellem helt ulige mennesker, der alligevel viser sig at have mere tilfælles end man lige skulle tro – og i hælene på dem er politiet, som har lugtet menneskehandel og har sat sig for at tage dem på fersk gerning, koste hvad det vil.
Der er rigtig mange fine ting i Regnen skyller alt bort, og vi får en slags indblik i en branche, de fleste af os ikke kender noget til i forvejen. Hertil kommer følsom og flot fotografering og klipning og skuespillet mellem personerne, som gør deres relation troværdig og ind imellem ligefrem bevægende. Men det er ikke så vellykket at vælge et så kontroversielt og barskt emne og lade det udvikle sig mere til en komedie end til det drama, det fortjener og også indimellem lægger op til. Det bliver aldrig rigtig forløst. Kore-Eda ønsker at sætte etiske spørgsmål på dagsordenen og tale de uønskede børns sag, men de to kvindelige politiagenter, der følger efter dem, er mere komiske end troværdige, og det hele bliver lidt regnmudret, selv om solen kommer frem og oplyser de legende børn på det børnehjem, hvor mange af de afleverede børn viser sig at vente på at blive adopteret og for manges vedkommende bliver for gamle og dermed uønskede endnu engang. Men uønskede eller ej, så synes Kore-Eda at ville fortælle os, at der også er et håb og et uventet liv med omsorg og venskab for disse børn, som overlades til skæbnen.
