Skriv en kommentar
Sidste årtis ord, som vel at mærke er fulgt med ind i det nye, må enten være "grøn omstilling" eller "klimakrise". Det er store ord med meget tyngde og nogle endnu større problemstillinger i ryggen, og det er bl. a. disse problemstillinger, som holder dokumentaristen Erlend E. Mo vågen om natten. Oven i hatten holder han også sin kone, Ingeborg, vågen med sine klimabekymringer, og dette resulterer i at Ingeborg en dag kommer hjem med en flyer med titlen Karise Permatopia, et planlagt økologisk og selvforsynende kollektiv.
Parret forlader deres gård i Norge med deres tre børn, bl.a. deres 13-årige trodsige teenagedatter Aslaug, som modvilligt erkender forældrenes nye livsplan. Men skønt idealismen og optimismen holdes fast i langt henad vejen fra familiens side, så mødes de af et nyopstartet boligfællesskab, hvor alt skal bygges fra bunden, de nybyggede huse har betydelige fejl og mangler og administrationsbureaukrati står i vejen for projektets realisering.
Erlend gemmer sig mere og mere væk i sig selv, og drømmer sig tilbage til gården i Norge imens han må finde sig i at de øvrige beboere synes at han med sin danske accent lyder som en børnelokker, mens Ingeborg holder fast i håbet om at kunne gøre en forskel for deres børns fremtid. Vejen til grøn omstilling kræver både ofre, blod, sved og tårer.
Med Erlend Mos underspille ironiske stemme kørende som den alvidende fortæller i baggrunden suges man som publikum ind i denne skønne og dybt charmerende film. Mos familie burde næsten overtage Ekstra Bladets ikoniske slogan, "Tør hvor andre tier", for det er i den grad et beundringsværdigt projekt, som de kaster sig ud i. Dokumentaren er samtidig et overbevisende evidensgrundlag for, hvor meget det kræver af hr. og fru. Danmark, hvis snakken om grøn omstilling skal realiseres. For det er virkelig ikke nemt. Det fremgår tydeligt af Mos dybe panderynker.
Men Mo er heller ikke bange for at fange nogle af de mere relaterbare familiedynamikker, som når Aslaug har fået nok af at hjælpe sin mor med at samle en reol, og stormer op på sit værelse for at læse. De havde jo aftalt at det ville tage én time, ikke to! Det er i det hele taget en film, som er en visning værd på mange parametre, og man skylder bestemt sig selv at se denne skønne og opløftende dokumentar.
