Skriv en kommentar
Det kan være svært at skulle skrive noget om en film som denne. Den er nemlig så personlig for de deltagende, så hvis man skriver noget negativt, er man så respektløs for deres historie? Det er ikke en traditionel dokumentarfilm, men bestemt heller ikke fiktion, da vi alle ved, hvordan den tragiske 22.juli 2011 forløb sig. Derimod følger vi fire meget modige unge mennesker, som forsøger at genleve den værste dag i deres liv.
Tragedien på Utøya
På et filmstudie i Nordnorge mødes Rakel, Mohammed, Jenny og Torje. De har overlevet et af vor tids mest omfattende og brutale terrorangreb, og vender nu tilbage for at rekonstruere deres egne oplevelse af d.22.juli. Sammen med 12 andre unge genlever de den tragiske oplevelse, og det bliver hårdt og følelsesladet at skulle igennem det igen.
De følelsesladede oplevelser
Instruktøren Carl Javér har denne gang valgt at overlade instruktionen til de overlevende. Det betyder at Rakel som den første står og skal vælge, hvem der skal spille hende, og instruere derefter de andre i, hvad der foregik med hende og de andre omkring hende. Der er noget ved denne fortælleteknik, som er meget bemærkelsesværdig, da man ikke fortrænger det forfærdelige, men giver det plads til at udfolde sig. Selvom historierne er ærlige og emotionelle kommer vi ikke helt under huden på det, som formodentlig stadig gør rigtigt ondt. Vi får heller ikke at vide præcis hvorfor, dette netop er en god terapi for de overlevende.
Der har været mange forskellige fortællinger om tragedien på Utøya. Alene i år har der været tre indspilninger. Dette er måske den mest personlige af dem, da den stadig har dokumentariske elementer, men man føler ikke helt det paranoide på samme måde som i spillefilmen ”Utøya”.
”Rekonstruktion Utøya” er en personlig fortælling fra fire modige mennesker. Den prøver at fungere som terapi, men kommer aldrig ind under huden på hvorfor. Det er meget stærke historier fra de enkelte individer, og dette sætter naturligvis sit præg på sit publikum.
