Skriv en kommentar
Anders Matthesen tager springet fra stand-up, TV, rap og teater til fuldblods filmskuespiller i den altdominerende hovedrolle som den retarderede Kriss i Kenneth Kainz’ debut som spillefilmsinstruktør. Filmen er baseret på Kim Fupz Aakesons roman og fortæller historien om den simple Kriss og hans hårdtslående, men heller ikke for skarpe kammerat, Willy. De to bruger alle vågne timer på institutionen foran fjernsynet og det uendeligt værdsatte videobånd med den sort-hvide klassiker ”Rene Hjerter”. En dag går det naturligvis galt og de to bliver frataget muligheden for at se filmen for gud ved hvilken gang. I afmagt planlægger de en overraskende succesfuld flugt og sætter kursen mod det eneste rene og velmenende de kender...skuespillerinden fra ”Rene Hjerter”.
Filmen følger fint logikken i Kriss’ hovede og udvisker effektivt grænsen mellem fortidens film og nutidens handling. De to historier blandes og der trækkes paralleller mellem Kriss og Willys handlinger og de karakterer der optræder i hyppige klip fra den genskabte danske filmskat. Som sådan er ”Rene Hjerter” ganske fint håndværk og Kainz beviser, ligesom han eksempelvis gjorde det med TV-serien ”De Udvalgte”, at han er en ferm håndværker. Desværre er han bare ikke modnet til den store personinstruktør og der hvor filmen kommer til kort er først og fremmest i skuespillet.
Anders Matthesen er en begavet entertainer, ingen tvivl om det. Han er også udmærket som den velmenende Kriss. Der skal bare lige den tand mere til at bære en spillefilm. Et problem er desværre fortiden, for replikbehandlingen og udtrykket hos Kriss ligger et par gange lige en smule for tæt op ad nogle af de komiske figurer Matthesen har gjort til folkeeje. Et andet problem er at hans skuespil simpelthen ikke er detaljeret nok når først kameraet går helt ind og udforsker den simple, men komplekst sammensatte Kriss. Al skyld skal ikke lægges hos Matthesen for han kæmper også med et til tider noget kluntet manuskript af Aakeson, hvor specielt replikkerne får selv garvede skuespillere som Lisbeth Dahl og Jesper Christensen til at falde igennem. Kainz hjælper heller ikke til at få det bedste ud af det noget skrøbelige manuskript, så det skal være uvist om Matthesens (og alle de andres) præstationer ville have været bedre under anden ledelse.
”Rene Hjerter” er endt som en jævnt underholdende film, til tider ganske morsom, til tider dramatisk og til tider helt uden nerve. Den minder både i historie og opbygning om Kasper Rostrups ”Her I Nærheden”, bare uden en storspillende Thure Lindhardt (hvis præstation i allerhøjeste grad sætter Matthesens i relief) og med lidt flere klichetunge karakterer á la Thomas Bo Larsens arbejde i Rostrups film. Den er værd at se, men langt fra nødvendig, dansk film. Anders Matthesen har endnu engang vist en ny side af talentet (og lad mig understrege at det er gået meget bedre end mandens nylige musikaffære) og som mange har forventet viser han også potentiale som skuespiller. I bedre hænder på både manuskript- og instruktionssiden er der ingen tvivl om at han også her kan blive en bemærkelsesværdig spiller på den danske scene.
