Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En af filmhistoriens uudgrundelige mesterværker er Alain Resnais´ nybølgefilm “Ifjor i Marienbad” (1961) med manuskript af Robbe-Grillet. Filmen er måske det første gennemgribende forsøg på at tematisere og konkretisere det tidslige forhold, som al film lever højt på – her slog modernismen virkelig igennem filmen som kunstart. Dertil kommer at tiden tematiseres som et åndløst rollespil, hvor personerne er spundet ind i fatal gentagelse/reprise – her lå nok eksistentielle tanker, men sandelig også samfundskritik der var til at føle på. Når jeg nævner det her, er det fordi Joachim Triers ”Reprise” elegant spiller bold op af Resnais´ mesterværk.
Udgangspunktet er spinkelt men føres strengt igennem; i Oslo skriver de unge venner og forfatterspirer Erik (Espen Klouman-Høiner) og Phillip (Anders Danielsen Lie) løs på deres første roman. De lever et ”frit” og ”ubekymret” ungdomsliv med fester etc. Phillip får sin roman udgivet med gode anmeldelser, Erik får ikke udgivet sin roman. Phillip går ned med skriveriet og med sin kæreste, en psykose bryder ud. Erik skriver videre og får endelig udgivet sin næste roman, men med dårlige anmeldelser.
Erik og Phillip er brikker i et tidsligt spil, for ikke at sige tomrum, i Oslo i dag der på én gang fører dem igennem ungdomsliv med drømme om og udlevelse af stor kreativitet, og samtidig fanger dem i og angst for gentagelse og stor tvivl om, hvor de er på vej hen.
Hvor ”Ifjor…” udspilledes blandt noble og i virkeligheden ganske åndløse hotelgæster, der først og fremmest var og forblev roller på jagt efter gentagelse af forestillingen om passioneret liv sidste år, er personerne hos Trier mennesker af kød og blod. Det er et kongenialt træk hos instruktøren for ikke at glemme manuskriptforfatteren Eskil Vogt, simpelthen fordi, hvad man måske ikke troede muligt, omplantningen er så overbevisende forløst.
Henvisningen til og reprisen af ”Ifjor...” er af og til direkte, som når vennerne ser filmen på video og forsøger at oversætte den gennemgående franske voiceover, eller når Phillip bogstavelig talt forsøger at gentage den passionerede rejse til Paris, ikke Marienbad, med kæresten. Og endda forsøger at opstille hende til en fotografering der ligner noget fra ”Ifjor…”. Man kan blive noget irriteret over den stadigt tolkende voiceover i ”Ifjor…”; faren er den samme i ”Reprise”. Ikke desto mindre indgår fortælleren begge steder ikke som mangel på filmisk talent, som enhver `How to make movies´ siger det, men tværtimod som konkret illustration af det tidslige spil om fiktion og virkelighed hos de unge.
De to venner udgør så at sige to positioner i forhold til eksistentiel angst. Erik er fuld af gåpåmod, det er ham der skubber på, da de to står foran postkassen med manuskripterne til forlaget. Ligesom det er ham der vil slå op med kæresten for at hellige sig forfatterskabet – hans forestillinger om forfatterbanen er som taget ud af en bog. Han vil videre og vil gerne have vennen med. Men det er Phillip, der får udgivet en bog i første omgang for så at gå ned og langt ind i en neurose, hvor han både mister lysten til at skrive og kæresten. Phillip dementerer således eklatant den romantiserende kunstnerforestilling; han er ligeså lidt i stand til at forløse sit forfatterskab som sin store kærlighed til Kari (Viktoria Winge).
Der er ingen umiddelbar forklaring på det ubærlige i livet for de to venner. Men man lægger mærke til at de (i modsætning til -68erne?), så at sige intet formuleret oprør, budskab eller inderliggjort forestilling har at hænge deres forfatterskab op på – skal man have det?! Dog romantiserer de begge en middelaldrene forfatterskikkelse Sten Egil Dahl (Sigmund Sæverud) (skikkelsen er baseret på den norske forfatter Tor Ulven, der kun gav ét interview i løbet af sin karriere), der tilsyneladende har trukket sig tilbage fra al publicity. Helt præcist tøver de begge med at tage tiden i brug, tøver med at kaste sig ud i livet. Således kan de ”vælge” mellem neurosen (Phillip) og konformiteten (Erik). Den iver der læses, skrives, elskes, drikkes, grines, danses, skråles og iagttages med i de første ungdomsår kommer til kort, da de mister troen på det dyrebareste de, forfatterspirene har, nemlig deres skrift; da først manuskripterne er sendt af sted, er en gentagelse, en reprise af ungdommen umulig, egentlig eller konform kunstner eller ej. Kunstneren Phillip går i sort, da han offentligt skal tale om sin bog, den konforme Erik spiller med på forlaget og på TV og sætter sin bog op på hylden. Og så … ja, så truer netop reprisen.
Jeg mindes ikke at have set en ”ungdomsfilm” fra i dag der så friskt, klogt, ømt og fuldstændig overbevisende giver stemme til, lad os bare sige det; intellektuel ungdom. Man føler sig af og til hensat til en reprise af (forestillingen om/reprisen af) -68, men kun lige indtil personerne tager mobiltelefonerne frem, eller rockmusikken og sproget brager igennem. Men bedst, man bliver klar over, at der er en anden ungdomsverden udover den filmene foretrækker for øjeblikket, nemlig den ”fortabte” eller succesfulde ungdoms stof-, sexfyldte og uuddannede stjerne-for-en-aften-verden – om end det fortabte er ligeså eklatant i ”Reprise”.
Tilbage og til sidst dukker den mystiske, tilbagetrukne, gamle forfatterskikkelse op igen. Han udgør vel et håb, da han samler den forslåede konforme forfatter Erik op fra vejen – om end den kunstnerskikkelse kan være svær at få øje på i virkelighedens livslang-lærings-, selv-evaluerings- og kommercialitets-fyldte verden.
Behøver jeg at fortælle, at ”Reprise” med fordel kan ses igen og igen!
Ekstramaterialet består af ”deleted scenes” og en udmærket Bag om filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
