Det siges, at medarbejderne på Saga fik forbud mod at nævne Reptilicus. Skulle det hænde, at en tankeløs sjæl brød formaningen, kostede det en omgang til kollegerne. Men Saga Studio, der drejede nøglen om sidst i 1970’erne, havde slet ikke noget at være flove over. For Reptilcus blev en succes. Dog ikke som anmelderrost publikumsmagnet, hvilket nok var studiets intention, men som en kultklassiker, der stadig dyrkes verden over. Reptilicus fungerer derfor som en evig påmindelse om, at dansk films ry i det store udland er andet end Dreyer, August, Vinterberg og von Trier.
Og man skal bestemt ikke forklejne Reptilicus. For med det kæmpe udbud af ganske enkelt elendige film, der før og nu oversvømmer markedet, er det en kraftpræstation at lave en film, der dels er så afskyeligt dårlig, at den mejsler sig ind i filmelskeres hukommelse, dels er så vidunderligt dårlig, at mange ikke kan undgå at elske den.
Selve grundideen fejler ingenting. Ved en dansk boring i Lapmarken ledet af Svend Viltorft (Bent Mejding) finder arbejderne nogle knoglerester, der bliver flyttet til Danmarks Akvarium. Hvorfor, danske forskere uden videre kan fjerne fortidsfund fra et andet land og hjem til Charlottenlund, står hen i det uvisse.
Hvorom alting er, så bliver det de to videnskabsmænd professor Otto Martens (Asbjørn Andersen) og doktor Peter Dalby (Povl Wøldike), der skal passe og undersøge stumpen af det, de kalder en ’kæmpeøgle’. En stump, der udgøres af en hale og ligger i en fryseboks. Ved en fejl tør halen op, men i stedet for at rådne begynder dyret at vokse. Og så har vi balladen - dyret bryder ud og går amok.
Heldigvis kommer den hårdføre general Mark Grayson (Carl Ottosen) til undsætning fra USA. Meget behændigt er det, at Grayson har dansk blod i årerne og taler flydende dansk … Med hæren, flåden og ikke mindst hjemmeværnet i ryggen går Grayson i gang med at bekæmpe Reptilicus.
Sådan lyder filmens hovedplot. Men Reptilicus indeholder meget mere end som så. For Professor Martens har to døtre Karen og Lise, der ser sig lune på henholdsvis Svend Viltorft og Mark Grayson. Det tager ikke lang tid for smukke og impulsive Karen (Mimi Heinrich) at erobre den tænksomme Svend – filmens alvorlige unge mand. En scene, der lever videre i hukommelsen, er den, hvor Svend står kun iført badebukser og med en badebold mellem hænderne og deklamerer:
”Ja, jeg ved godt, at vi danskere tror at livet er lutter lagkage. Men Karen, det er det ikke!”
Desuden skal det bemærkes, at ingeniøren Svend af helt uvisse årsager fungerer som en central figur i det beredskab, der skal udrydde Reptilicus.
Ja, og så er der Dirch. Måske det største komiske talent Danmark nogensinde har set. Han fjoller rundt som filmens comic relief, hvilket virker aldeles plat og malplaceret – især da han pludselig bryder ud i sang med en flok børn, der dukker op af ingenting, som kor. Der bliver tit talt om, at Dirch aldrig har fået den fortjente anerkendelse, fordi han har spillet med i så mange elendige film. Rollen i Reptilicus hører bestemt til den kategori.
Alligevel må Dirch Passers præstation betragtes som en af filmens bedste. Han kører den næsten hjem på talent og rutine i lighed med Carl Ottosen. Derimod ser det rigtig skidt ud for resten af besætningen med Bent Mejding, Mimi Heinrich og Povl Wøldike som de værste.
Men skuespillerne får heller ikke meget støtte af et manuskript med en usandsynlig dårlig dialog. Et dialog, der får karaktererne til at skære hver en tanke og handling ud i pap, så al ageren forsvinder, og kun karikeret klodsethed står tilbage mellem de børnehaveagtige papkulisser af København.
Alligevel elsker jeg denne film. Fordi den, taget ud af enhver sammenhæng, giver seeren en tur i Tivoli, hvor vi bliver underholdt af datidens førende sanglærke Birthe Wilke. Fordi man kan se gennem bazookaen i det dramatiske klimaks. Fordi det er kameraet og ikke kulissen, der ryster et sted i filmen, hvor Reptilicus tramper forbi et lille bondehus. Fordi tusindvis af statister styrter forvildede rundt i Københavns gader og falder ned fra broer med deres cykler. Fordi Bent Mejding giver den som James Dean. Og fordi instruktør Poul Bang og manuskriptforfatter Ib Melchior ikke skød over målet, men derimod hamrede foden i jorden, inden de overhovedet ramte bolden i forsøget på at nationalisere en pompøs Hollywoodgenre ved at proppe den med dansk livsglæde via sang, dans, lyshårede piger og falden-på-halen.
Al denne hjælpeløse klodsethed, der giver filmen kultiske dimensioner, er dog samtidig det, der gør, at filmen set med objektive og kyniske briller aldrig bliver til andet end hæsligt makværk.
Ekstramateriale:
Her er biografier over de vigtigste skuespillere i filmen som for eksempel Dirch Passer, og der er Saga Studios historie. Ikke videre ophidsende. Til gengæld har filmens gamle trailer en vis underholdningsværdi - især fordi speakeren bruger ordet trickfilm. Hvad skete der med det fremragende ord? Sammen med filmens ord for dinosaur, nemlig 'kæmpeøgle', må det ord snart få comeback i vores aktive vokabular ...
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.