Skriv en kommentar
Er det en trend eller hvad? Er der to filmbevægelser i dette land?
Lars Von Triers USATrilogi har lige født sit andet barn. Hos Trier er kritikken af Amerika tydelig, i ”Dogville” kom gangsterdatteren Grace til Dogville, hvor hun ville redde disse ufrie mennesker, og i ”Manderlay” (2005) gik turen tværs over kontinentet til den race og klasseopdelte rance i syd. Grace søger at gøre det gode men kommer gang på gang til at spænde ben for sig selv, da hun ikke kender strukturerne godt nok. Tilbage i 2000 lavede Trier med sine mange kameraer filmen ”Dancer in the Dark” (2000), hvor Bjørk sang sig igennem en dramatisk historie, der for en stor del kunne ses som en kritik af såvel USA som staternes dødsstrafsdomme.
Med ”Dear Wendy” (2005) tog Trier og instruktørkammersjuken Thomas Vinterberg fat i spørgsmålet om våbenfrihed og ordensmagt og det igen i en kontekst, der tematiserede amerikanske forhold. Og sådan bliver de åbenbart ved, de danskere, for nu har også Bille August, manden som Hollywood har bevilliget mega-midler til at lave store produktioner, meldt sig i rækken af kritiske danske Amerika-ryster.
Kigger vi lidt tilbage i Billes filmografi, finder vi bl.a. nøglefilmen ”Pelle Erobreren” (1987), filmen der om nogen blev den mega-succes, der banede vejen for den ambitiøse instruktørs beslutning om at sætte sig på fly og skrive film på ture frem og tilbage over Atlanten. Måske håbede man, at manden var blevet på jorden og skrevet om drenge som Buster, der rendte rundt i Brønshøj og tryllede, men som Pelle til sidst tager til USA, måtte også Bille af sted – Og det kunne man i hvert fald ikke bebrejde ham, før man var kommet langt nok ned af vejen til at se den sidst tilbagelagte strækning i bakspejlet.
Og hvor Trier, der bortset fra et par ture i autocamperen blev hjemme i danske Avedøre, og derfra har skældt ud på mange andre af de filmsucceser, har Bille mestendels holdt sig tavs. Allerhøjest gjorde han sig bemærket i DR2s Deadline, hvor han i det efterhånden legendariske interview måtte forlade studiet dybt berørt af den verden (og den beklageligt uigennemskuelige Ørken-Irak-krig), der desværre ikke har fået så meget mæle i Bille amerikanske produktioner. Men nu melder også den filmfotografisk uddannede instruktør sig på banen; i et interview med Politikens Nils Thorsen d. 21 juni, 2005 anklager han dansk film for at være uambitiøs på det psykologiske plan. Og det mens Triers udfald mod andre danske instruktører endnu kan høre som Ekko fra hans Deadline optræden.
Nuvel de herrer: Og hvad er den så, den film der dykker dybere ned i psykologiens afkroge? Den skæve film, der ikke bare er god fordi, den følger en klassisk Aristotelesk fortælleteknik, eller fordi den har Mads Mikkelsen, Paprika Steen eller for den sags skyld Nikolaj Lie Kaas i en ledende rolle. Hvor er den, hvad er den?
Med ”Return to Sender” har Bille August lavet en fin casting af semi-kendte skuespillere, mens en stor del af folkene bag kameraet er danske. Veteranen Dirk Brüel fører kameraet og bidrager således til den lidt kornede og ret interessante billedæstetik, som filmen i sin Oklahoma (her foregår den) stil benytter sig af. En æstetik, der fremkalder en slags gold stemning af ørkenlandskab, hvilket naturligvis glimrende afspejler filmens dødsstraftema.
Historien her udløses af Charlotte (Connie Nielsen), der sidder på dødsgangen dømt for mordet på en tidligere sportsstjernes barn.
Men den egentlige helt er Frank, der er tidligere forsvarsadvokat men har lagt den beskæftigelse på hylden for at begå sig i sin egen kyniske branche. Han tager kontakt til fanger, der sidder på dødsgangen og efter deres død, sælger han brevkorrespondancerne til journalister, der er mere end villige til at betale godt for materialet. Frank spilles iøvrigt helt fantastisk af det forholdsvist ubeskrevne blad, Aidar Quinn, der er intet mindre end formidabel i rollen som den kontrastfyldte heltefigur, vi følger.
Men mødet med Charlotte fremkalder mere end breve! Før han har set sig om, har Frank opgivet sit princip om kun at holde sig til brevveksling med offeret. Da Frank ydermere begynder at nære følelser (bl.a. via stærkt erotiske drømmesyn) for den smukke fange, begynder tingene at tage en drejning. Sideløbende udvikles et kærlighedsdrama og en Thrillerhistorie. To spor, der på en ret interessant måde formår at give filmen et egenartet særpræg. Et særpræg og en spænding der holder godt undervejs. Filmen er således ret vellykket. Desværre synes der at være nogle mærkelige huller undervejs, hvor man ikke helt køber præmissen, men det hører heldigvis til sjældenhederne.
Med skuespillet, viser August, at han er en glimrende personinstruktør, for det holder hele vejen igennem. Udover de to gode præstationer af filmens hovedrolleskuespillere er der en række bipersoner, der fungerer fint i filmens kontekst, bl.a. spiller Augusts kone Sara-Marie Maltha rollen som Charlottes søster Stella.
Desværre emmer filmen efter en ordentlig gang intens spænding og mange interessante konflikter ud i en lidt Hovsa-agtig slutning, der i hvert fald beskæmmede den ellers gode filmoplevelse en anelse for mig. Spørgsmålet om samfundets dødsdomme, der utrolig nok stadigvæk udføres i amerikanske stater som Oklahoma, fylder naturligvis en hel del på flere niveauer. En flok hujende demonstranter udenfor fængslet mimer således markedspladsens opstemte hob, der krævede øje for øje og tand for tand. Filmen formår på en troværdig og spidsfindig måde at få de forskellige symboler og lag til at kommentere hinanden på den måde, som kun vellykkede film kan.
Desværre bliver temaet ikke udviklet helt så kraftigt og intelligent, som når den mesterlige Von Trier tager Amerikas tvivlsomme sociale strukturer op til øjenåbnende debat. For hvor Selma (Björk) mistede såvel syn, søn, kærlighed som liv til tonerne af sin egen musicalstemme, har Charlotte en blind søster, en del romantik og et par violiner i baggrunden for det ellers stærkt spillede og stærkt interessante filmprojekt. Og så indskriver filmen sig i rækken af film, der et eller andet sted siger ”Open your Eyes, America”.
