Skriv en kommentar
Sam Mendes har tidligere slået sit navn fast med American Beauty, og med Revolutionary Road vender han tilbage til forstadsidyllen og den amerikanske drøm, der bliver til et mareridt bag den pæne facade. Et noget nedslidt tema indenfor Hollywood-dramaer. Revolutionary Road behandler det solidt, men lidt forudsigeligt.
Filmen følger ægteparret Frank og April Wheeler, der møder hinanden til en fest, bliver gift, får to børn (som vi næsten ikke ser noget til) og flytter ind på Revolutionary Road i forstæderne. Gadenavnet er ironisk; Frank og April er ’revolutionære’ på deres egen lille måde, fordi de ikke vil være endnu et konformt, tilfredst middelklasse-ægtepar på Revolutionary Road. April vil ikke være kedelig husmor (hun har måttet opgive sine skuespiller-drømme), og Frank vil ikke være kedelig kontorarbejder ligesom sin far.
Parret tager en beslutning: De vil flytte til Paris. Men pga. diverse problemer ser det efterhånden ud til, at parret må opgive drømmen, og samtidig falmer deres kærlighed for hinanden, mens de bliver hængende i deres knap så revolutionære liv på Revolutionary Road.
Først og fremmest er skuespillet det bemærkelsesværdige ved Revolutionary Road. Leonardo DiCaprio er god – han spiller Frank som en frustreret, splittet mand, der kan eksplodere i en næsten voldelig vrede, når han skændes med konen. Kate Winslet er meget god. Hendes April Wheelers smerte og desperation er til at tage og føle på. Begge personer har deres fejl og er usympatiske til en vis grad, men man forstår dem hele vejen igennem. Og de har begge skylden for, at det går så galt, som det gør.
I andre roller ses bl.a. Kathy Bates som ejendomsmægleren Helen Givings, der har solgt parret huset. Hun kommer senere på besøg med sin mand og deres klinisk sindsforvirrede søn, da hun mener, at han kunne have godt af at tilbringe tid med normale, rare mennesker som Frank og April Wheeler.
Sønnen John er spillet af Michael Shannon, der fuldstændig stjæler scenerne, men personen John er i sig selv et plot-redskab. I sin tilstand af rebelsk eller sindsforvirret indsigt kan han åbenbart forstå personerne Frank og April og forklare dem for os. På et tidspunkt hvor Frank og April har opgivet deres drømme, råber han frustreret af dem, at ja, de har opgivet deres drømme. Han spiller egentlig ikke nogen anden rolle i filmen end at forklare og uddybe den for publikum.
Personen John er det tydeligste eksempel på, hvor konstrueret filmen er. Udover hans scener holder Sam Mendes’ manipulation sig nogenlunde i baggrunden. Og skuespillet løfter trods alt det hele op.
Filmen er baseret på den klassiske roman af Richard Yates fra 1961, og siden jeg ikke har læst romanen, kan jeg ikke vide, om romanen er mindre tydeligt manipuleret og konstrueret; det går jeg næsten ud fra. Romaner er altid et bedre medium for historier med indre, psykologisk indsigt og langsom, subtil udvikling. Film kan have psykologisk dybde, men skal netop vise tingene og have det hele liggende nogenlunde på overfladen.
Hvis man er til den tungere, mere bitre ende af kærlighedshistorier på film, og hvis man vil lade sig blive fængslet af stærkt skuespil, bør man give Revolutionary Road en chance. Den føles lidt for tydeligt konstrueret; det kan jeg ikke komme udenom. Men der er mange øjeblikke, hvor den virkelig fungerer som et knugende drama, og skuespillet løfter den op fra et gennemsnitligt til et ganske godt niveau.
