Skriv en kommentar
Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa (1910 – 1998) instruerede i sin lange karriere kun seværdige film, og endda en hel række mesterværker (fx. ”Rashomon” (-50); ”De syv samuraier” (-54); ”Dersu Uzula” (-75); ”Ran” (-85)). Alligevel skuffer hans næstsidste opus ”Rhapsody in August” fra 1991 en smule. Filmen er mere velmenende end egentlig overbevisende i sin bestræbelse på at lade japanerne komme overens med en fortid (og nutid?) i atombombens skær, og en nutid hvor man skal forlige sig med den vestlige verden, ikke mindst med amerikanerne.
Børnebørnene tilbringer sommeren hos den over 80-årige bedstemor Kane (Sachiko Murase) udenfor Nagasaki. Hun fortæller dem om, hvordan hun mistede sin mand d. 9. august 1945, da den 2. atombombe over Japan udløstes over Nagasaki (Hiroshima d. 6. august). Historierne gør indtryk, og børnene tilbringer en dag i byen, hvor de bla. er ved mindesmærket på den skole, hvor bedstefaderen mistede livet.
Der kommer brev fra børnenes forældre der er på Hawaii, hvor en af bedstemoderens mange søskende, en bror ligger for døden. Broren vil gerne se søsteren, Kane, inden det er for sent. Hun er ikke meget for det, for hun kan faktisk ikke huske ham. Men børnene overtaler hende. Hun vil dog først deltage ved den årlige mindehøjtidelighed for a-bombens ofre d. 9. august, inden hun drager afsted. Da det kommer broren, og ikke mindst dennes amerikanske søn Clark (Richard Gere) for øre, rejser sidstnævnte fra Hawaii for at besøge bedstemor Kane.
Kurosawa har aldrig gjort det let for sig selv. Hans film kredser som regel om store eksistentielle emner og gør det med en imponerende nuancering – og i et ligeså imponerende billedsprog. Heller ikke ”Rhapsody in August”s emne er en let sag. Men det virker ærlig talt ikke som om, Kurosawa vil belyse det, men snarere vil løse det – forlige den japanske fortid i atombombens skær med en vestlig/amerikansk præget nutid. Det betyder en idealiseret persontegning, hvor de japanske børn er lige den grad for velafrettede og spørger og siger alt det rigtige (undtagen i en overraskende scene i begyndelsen, hvor bedstemoderens mad får det glatte lag). Det samme er tilfældet med den gamle Kane, der fortæller næsten ligeså velafrettet og uden mindste bitterhed om dengang, iblandet (velkendt) visdom, der aldrig står sin prøve i virkeligheden (filmens) men blot postuleres. Og endelig kan det samme siges om den amerikanske nevø Clark (Richard Gere), der nok imponerer ved at tale japansk, men derudover ikke når ned under den ekstremt civiliserede facade, der gerne vil vise den dybeste respekt for en østerlandsk kultur dybt præget af atombombens rædsler – og buddhistisk optimisme. Kort sagt er det en film der postulerer frem for at vise.
Såedes er det ikke svært for instruktøren at lade den gamle japanske dame og den ”unge” amerikanske mand mødes med stor respekt og stor optimisme. Ligesom det ikke er svært, at lade den japanske ungdom, de kommende generationer forstå ”det hele”.
Filmen er angiveligt en rapsodi, som titlen siger det. I musikken er en rapsodi ofte romantisk inspireret; på samme måde romantiserer Kurosawa det konfliktfyldte materiale. Dog, da den gamle dame til sidst sammen med familien ”genoplever” d. 9. august 1945, mere end aner man den gamle mester, Kurosawas hånd og ånd. Betydningen er flertydig og billedsiden rig.
DVD-en har intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
