Skriv en kommentar
Clint Eastwood elsker sine autentiske historier. Om det så er fiktion eller baseret på virkeligheden, så er det altid sjæl og dybde i hans fortællinger. Dette er også tilfældet ved hans seneste film ”Richard Jewell” baseret på den virkelige fortælling, om sikkerhedsvagten Richard Jewell, som under OL 1996 opdagede en rørbombe og reddede mange menneske, men derefter blev efterfulgt af pressen for at være bagmanden.
Richard Jewell ( Paul Walter Hauser) forsøger at sikre alle. Om det så på et advokatkontor, hvor han møder, Watson Bryant ( Sam Rockwell) eller på et college camp, hvor han forsøger at holde øje med de unges drukvaner. Under OL i Atlanta, 1996 opdager han en mistænkelig taske i sin rolle som sikkerhedsvagt. Tasken indeholder en rørbombe, og han når at få evakueret mange mennesker, før bomben går af. Næste dag bliver han hyldet som helt og bliver interviewet af mange store medier. Denne glæde varer dog ikke evigt, da journalisten, Kathy Scruggs ( Olivia Wilde) får informationer fra FBI om, at Richard Jewell er deres mistænkte i sagen. Dette gør, at Richard Jewell nu ender i mediernes søgelys som ”The Lone Bomber”.
Paul Walter Hauser spiller Richard Jewell, og ikke nok med, at han ligner den virkelige Jewell – så er han heldigvis også en dygtig skuespiller. Han har både haft roller i ”I, Tonya” og ”BlackKlansman” og er på kurs imod de helt store stjerner. Kathy Bates er også vidunderlig i rollen som den beskyttende og elskelige mor til Richard Jewell, som også blev et ofre under hele mediestormen. Og som prikken over i’et har Eastwood også fået Sam Rockwell med på holdet, som både har en god blanding af humor og alvor i rollen som Jewells advokat.
Selvom historien er bekendt, og vi kender slutningen formår Clint Eastwood stadig at fortælle et godt drama. Der er fokus på den uretfærdighed som Richard Jewell måtte kæmpe med. Alt dette udelukkende, fordi han gjorde sit arbejde og reddede mange mennesker. Medierne er muligvis haft svært ved denne film, da det er en kritik direkte rettet imod dem, men dette sætter blot mere fokus på det mediecirkus som følger, når en avis mener, at de kan rapportere lige hvad de har lyst til. Det er simpelthen så smagløst, at man igennem filmen sidder og bliver helt forarget over dette.
Filmen forholder sig dog stadig meget amerikansk. Naturligvis, da den både omhandler heltegerninger og uretfærdighed. Og hvor vi også er tvunget til at sidde og græde lidt, både da Kathy Bates giver hendes rørende tale til pressekonferencen og når journalisten endelig indser, at hun har lavet en fejl. Det bliver lidt for meget af det gode, da filmen allerede har stiftet medlidende og sympati for Jewells og hans kære mor. Men altså, det er en Clint Eastwood film, så vi bærer over med det.
”Richard Jewell” er en vellykket genfortælling af en mands bedste dag og værste mareridt. Skuespillet er sublimt igennem hele filmen, og Clint Eastwood har virkelig været interesseret i at fortælle en historie om uretfærdighed.
