Det må være hænderrystende at skrive og instruerere sig op i den liga, som gør sig fortjent til Meryl Streeps format. Det kunne man håbe, at den navnkundige instruktør, Jonathan Demme (Philadelphia, Ondskabens Øjne) og den begavede forfatter, Diablo Cody (United States of Tara, Juno) var i stand til. Men i den her omgang leverer de underlegent udgangspunkt, som det er op til skuespillerne at transformere. Det lykkes delvist, for selvom filmen kan forfalde til sin egen boble, og trække i langdrag, så realiserer Demme, Cody og deres gudsbenådede skuespillerstab alligevel materialet til et testamente til musikkens helende kraft.
Forud for filmens begyndelse, har Ricki forladt sin familie for at forfølge det sejlivede kald, der for nogen er rock’n roll.
Hvor handlingen begynder, træffer vi en Ricki hinsides sin storhedstid. Hun er på ’lead vokal’ og guitar, og "Flash" er hendes back-up bandmedlemmer. Sammen tegner de en træt gruppe, der er i det af kærlighed til musikken frem for noget reel ønske om berømmelse. Det er betyder også at Ricki må ty til et lavtlønsjob som kassemedarbejder i det lokale supermarked, og hendes figur minder mest om en insolvent blanding af Stevie Nicks og Melissa Etheridge. Ricki kunne dårligt stå i stærkere kontrast til sin eksmand (Kevin Kline), der lever det søde men noget pligtskyldigere højere middelklasseliv i et afspærret velhaverkvarter, som snart giver sin ekskone lejlighed til at sone fortidens brølere.
Datteren, Juli (Mamie Gummer, Streeps datter i virkeligheden) kæmper for at komme sig oven på hhv. et mislykket ægteskab og selvmordsforsøg. Det kalder på moderlig omsorg, hvilket stedmoderen (Audra McDonald) er forhindret i at give, og derfor må familien ty til det næstbedste; den biologiske mor, Ricki.
Men plottet udvider sig, og det viser sig at Ricki ikke kun har udestående med datteren, men tilmed må konfrontere ubehagelige sider af sit forhold til sine to sønner. Den ene er bøsse – et faktum Ricki er forbløffende uafklaret med, sin alternative livsstil til trods – og den anden skal giftes, men har valgt at holde det hemmeligt for sin biologiske mor. Og sålede sippes der op i sårene, mens skeletterne rasler ud af skabene, og rocken ruller afsted, som en forløsende faktor, der dog af og til også forhaler balladen unødvendigt.
Filmens styrke er konfliktaksen mellem den upæne Ricki og hendes uforsvarlige livsstil og ditto valg og så den dydsirede vaniljefamilie, som alligevel er på kanten af dysfunktion. Men det er igen ikke Demmes og Cady fortjenester at den lever; deres besynderlige konfliktskyhed gør fx, at vi ikke kommer det nærmere, at Ricki både dyrker rockn’roll og den højrepopulistiske Tea Party bevægelse, endsige får det bragt i spil i forhold alle familiens ømme kartofler. En konfrontation mellem Ricki og Maureen - en sort kvinde, der har været de facto-mor til Ricki børn det meste af deres liv - ulmer med alle former for konsekvenser, racemæssige og andet. Alligevel nægter filmen hårdnakket at gå den vej.
Eller andre steder, for så vidt. Vi behøver ikke nødvendigvis at se Streep og McDonald udveksle nedsættende bemærkninger og beskyldninger, men to sådanne enestående kunstnere skal have lov til at give os noget mere end det forsøgsvise og undvigende.
I modsætning til "Rachel Getting Married", Demmes tidligere fortælling om at andet sort og egensindigt får, der vender tilbage i familiens fold, lister "Ricki og Flash" anderledes forsigtigt rundt, for at undgå knaster og ligtorne. Hvor forløsningen i "Rachel" følte autentiske og hårdt vundet, er den knap til stede i "Ricki and the Flash".
"Ricki and the Falsh" er måske mere "easy listening" end rock'n roll, men det forhindrer ikke filmen i at have rigeligt med momenter af vellyd. Skuespilpræstationerne er her de vigtigste bidragydere. Udover Streep funkler både Mamie Gummer og Audra MacDonald - ligesom Springfield gør en god lynafleder for målgruppens aldersstegen libido, og supplerer Streep godt i de indflettede musiknumre, der fordrejer genren mod musikalen og til dels kan undskylde letheden og den konfliktsky instruktørstil.