Skriv en kommentar
Med udgangspunkt i stolte schlager-traditioner tager den østrigske instruktør Ulrich Seidl os med på en tur til Italien. Men hvis du forventer pizza, pasta og evigt solskin, så bliver du skuffet, for filmen har ingen intentioner om at servere banaliteter eller kunstigt flødeskum.
Mød Richie Bravo; en falleret crooner, som holder fast i en angivelig berømmelse fra svundne tider ved at optræde med gamle klassikere i den italienske badeby Rimini. Hans publikum består af et sparsomt udvalg af ældre damer, der stadig finder ham charmerende og som ekstra bonus også er villige til at betale ham for seksuelle ydelser. Richies moral er på gyngende grund, det samme er hans økonomi og forfaldet banker på døren, mens tågen har sænket sig permanent over det vinterkolde og charmeforladte Rimini, som tager sig alt andet end indbydende ud.
Richie holder lige akkurat ved med det yderste af neglene, men han bliver skubbet længere ud mod afgrunden, da hans datter Tessa dukker op og afkræver ham penge - penge, som hun stædigt fastholder, hun har ret til. Richie forsøger først at lægge an på hende (før det går op for ham, at hun er hans datter) og derefter at skabe en relation, men Tessa er ikke med i Sporløs og har kun ét formål: at få penge. Dilemmaet kaster Richie endnu længere ud i moralsk forfald og selvom han forsøger at få aflad, er han for længst ude, hvor han ikke kan bunde.
Rimini er en film med mange budskaber, og det er både en styrke, men også filmens grundlæggende svaghed. Man bliver tvunget til at overvære et menneskes forfald og forholde sig til hele begrebet eksistentialisme, for hvad holder egentligt Richie kørende? Samtidigt med Richie trasker gennem tågen i Rimini (og det gør han i rigtigt mange sekvenser) skal han hele tiden undgå at træde på sovende migrantarbejdere, og selvom det i disse VM-tider er højaktuelt med et fokus på den problemstilling, så virker det en anelse forceret og måske endda malplaceret.
Introduktionen af datteren Tessa er omvendt meget velkomment, for på dette tidspunkt føles filmen ret lang og lidt ensformig, men det bliver også en noget spøjs sidehistorie - og igen så står budskaberne i kø og dræber filmens flow.
Richie Bravo er en fantastisk figur og Michael Thomas gør et imponerende stykke crooner-arbejde med guldkæder, tillærte italienske score-replikker og hoftesving, så de ældre damer sukker og ønsker ungdommen tilbage - han bærer filmen på sine knapt så brede skuldre, mens det går rask ned af bakke. Alene af den grund er filmen seværdig og højdepunkterne for mig at se er, når han går på scenen og pligtskyldigt leverer tåkrummende optrædener.
Tilbage står så budskaber om eksistentialisme, arv og miljø, flygtningekriser og moralsk habitus. Dem må man selv navigere i, men selvom filmen står tilbage med et rodet indtryk, så er den bestemt seværdig og kommer med et lidt fortærsket udtryk ind under huden på seeren og giver stof til eftertanke.
