Skriv en kommentar
For noget nær en menneskealder siden tog jeg til Paris med min gymnasieklasse. Ved et tilfælde så vi, at Ritchie Blackmore’s Rainbow – i den for mig ’rigtige’ udgave med Ronnie James Dio og Cozy Powell – skulle give koncert, mens vi var der. Billetter blev fremskaffet og vi nåede lige akkurat frem til salen i tide til at opvarmningsbandet – et dengang ubetydeligt australsk ensemble … ved navn AC/DC gik på scenen. Det blev en aldeles fed aften. De 2 navne ved samme koncert var næsten for meget af det gode.
Med den oplevelse i baghovedet kunne det være svært at tage endnu en Rainbow-holdopstilling til sig. Og så alligevel ikke. Der er noget forfriskende ved, at bandets opstilling er skåret ned til noget, der kunne være en klubscene, mens det fortsat er lysshowet fra en regnbue over scenen, der udgør en fornem visuel effekt.
Hvad er det så publikum forventer, når de dukker op til en koncert, hvor der udelukkende bliver spillet gamle Deep Purple- og Rainbow-numre? Tja, efter ansigtsudtrykkene at dømme er det helt afgørende, at man bliver mindet om sin ungdom, at man oplever, at styrken i materialet stadig holder – og at 20 år med renæssancemusik ikke har slukket den gnist og den virtuositet, der kendetegner Ritchie Blackmore som guitarist.
Virkemidlerne fra tidligere Rainbow-koncerter bliver trukket op af mølposen – så som at indlede koncerten med en lydstump fra Troldmanden fra Oz, hvor Dorothy siger: ”We must be over the Rainbow, Rainbow, Rainbow …”. Uoriginalt? Tja. Når det alligevel er numre ”Highway Star”, ”Mistreated”, ”Catch the Rainbow”, ”Difficuelt To Cure” og ”Black Night”, der star på sætlisten, så gør det ikke noget. Det er ikke fornyelsen og overraskelserne publikum er kommet for.
Spøjst at opleve bassisten Bob Nouveaus spraglede bukser og trommeslageren David Keith med hanekam – og et billede af Depeche Mode på T-shirten. Og så et par korpiger. Et setup, der ligger et stykke fra, hvad der ellers må betegnes som den tunge rocks klassiske dyder med læder, nitter og hår til langt ned af ryggen. Og så er der alligevel sangeren Ronnie Romero med den stramtsiddende læderjakke, der i den grad udstråler frækhed og en flødebollet selvsikkerhed.
Som film betragtet er Memories in Rock – Live in Germany langt hen ad vejen bare to koncerter i Loreley og Bietigheim i Tyskland, der er klippet sammen til én film. Der bliver ikke talt til publikum. Der er ingen pauser med jokes eller historier, hvilket på ingen måde er overraskende, når man tager Ritchie Blackmores rygte som alt andet end humørbombe i betragtning. Det er musikken i sin reneste form, der har ’ordet’ i udgivelsens 139 minutter.
Jeg bemærkede dog, at hovedpersonen faktisk smilede flere gange undervejs. Og det havde han faktisk god grund til. Koncerterne og filmdokumentationen af dem giver god mening, både som nostalgitrip og som energiudladning her og nu.
