Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Morderiske mysterier i en lille amerikansk by. Hemmelige romantiske møder. Modevalg man kan sætte spørgsmålstegn ved. Og en samling af smukke skuespillere i 20’erne, som spiller gymnasieelever. Det er opskriften til ungdomsdramaet/mysteriet, ”Riverdale”, en serie som forsøger at tiltrække et ungt publikum, men som samtidig også har en interesse i fortiden. Det er en serie, som blander den moderne tid sammen med klassisk 50’er-temaer og tegneseriernes gyldne tid.
”Riverdale” er en mørk genfortælling af den 70 år gamle tegneserie, ”Archie”, og mange har undret sig over, hvorfor det har været nødvendig med en sådan udgave af lige præcis denne uskyldige tegneserie. For mange har ”Archie” repræsenteret en mere simpel og uskyldig tid. Den har kendetegnet en æra uden bekymringer om sociale medier og skoleskyderier. Men seriens gribende pilotafsnit beviste hurtigt, at ingenting er lige så uskyldigt, som man husker det.
Seriens tone minder mindre om ”Sten og Stoffer” og mere om noir-dramaer som ”Veronica Mars”. Manuskriptforfatterne sætter deres lid til, at serier, som er baseret på tegneserier, ikke nødvendigvis skal være lette og simple. Historierne er spækket med mere kulturelle og litterære hints end hvad man normalt regner med, mest mærkbart i en scene i pilotafsnittet hvor tre gymnasieelever i forbifarten nævner både Toni Morrison, Truman Capote og ”Our Town” i en ti minutter lang samtale. Den mere mørke tilgang til præmissen og den vittige dialog skal tiltrække et mere modent publikum. Selv afsnittenes titler, f.eks. afsnit et ”Chapter One: The River’s Edge”, fortæller publikummet, at vi skal forvente et langt overordnet mysterium, som ikke har tænkt sig at blive afsløret i løbet af et par episoder.
”Riverdale” blev filmet, som om der er sat et vintage-filter på, som man kender det fra Instagram, og de ofte nævnte anakronismer er med vilje sat ind i historien, som om der forsøges at skabe ujævnheder i det polerede sceneri. De studerende kører i T-birds og har krøller i håret og går med perler, alt imens popkulturelle referencer bliver nævnt, f.eks. ”Mad Men” og Justin Timberlake. I dette ”Riverdale”-univers eksisterer i en alternativ kuppel, som både er 2017 og 1950’ernes USA. Det er en verden, hvor en karakter kan kalde hovedpersonen Archie for ”swell”, imens han håner ham for at være endnu en kedelig heteroseksuel ung fyr. Disse forskellige elementer skaber konflikt i seriens tone, men det er både en hyldest til fortiden og en sikker måde at etablere, at ”Riverdale” foregår i den moderne tid.
Serien, til sin fordel, forsøger at være politisk set progressiv. Hvad der kunne have været en typisk fængende scene for liderlige unge fyre, hvor Betty og Veronica kysser hinanden for at chokere dommerne i en cheerleader-konkurrence, bliver reddet af en kommentar fra en af de populære, ”onde” piger, Cheryl Blossom, som informerer os – og dem – at lesbiske kys ikke har været tabu siden 1994.
Men ”Riverdale” er ikke immun overfor nogle af de kedelige kerneelementer, som præger teen-soap-operaer til dags. Én af historierne involverer en hemmelig affære mellem Archie og musiklærerinden, Miss Grundy, som i denne inkarnation er meget yngre og meget mere sexet end tegneserieversionen. Men til trods for nogle fejl her og der, som kun er med for at chokere, føles ”Riverdale” meget frisk på en måde, hvor den afslører selvtilfredsheden ved nostalgi som en kulturel konstrueret fortælling. Vi ønsker alle at være i en sikker fiktiv verden fra ens fortid for at undgå nutidens brutalitet. I virkeligheden æder de populære studenter piller for at klare presset, og ikke langt fra en lille søvnig by flyder et lig rundt i den lokale flod, mens mordet venter på at blive opklaret.
Ekstramateriale: 5 forskellige featurettess, fraklippede scener og gag reel. 3 stjerner for dette. Ikke så meget at komme efter.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
