Skriv en kommentar
Serien starter med, at den konservative transportminister Peter Laurence går storsmilende fra retten. Han har netop vundet en injuriesag mod en avis, der har antydet at han er blevet betalt for at ’hjælpe’ private virksomheder til at drive dele af det britiske fængselsvæsen.
Er der hold i historien? Tja, det vil måske vise sig længere inde i historien. I første omgang søger han trøst og afslapning hos Madeleine Halle, en dansk bibliotekar. Desuden taler han ud – og ikke mindst uden om – i det ugentlige radioprogram, der lægger sende- og mikrofonholdertid til Laurences betragtninger om stort og småt. Samtidig er der lige den detalje, at han er gift og har to børn. En kernefamilie, der ikke lige er helt nem at håndtere i forhold til Laurences politiske ambitioner. Helt slemt bliver det, da hans personlige sekretær bliver kontaktet af en person, der ud over at sidde i fængsel oplyser, at han har en hidtil ukendt datter … der sidder i samme fængsel. Ministerens privatchauffør, der kender hans sidespring og tvivlsomme personlighed i øvrigt, er endnu en bombe under Laurences selvtilfredshed.
Vi befinder os i et fiktivt England. Brexit er angiveligt historie – uden at det i øvrigt bliver kommenteret – og Covid-19-pandemien har ikke fundet vej til historien. Det skorter til gengæld ikke på kritiske udlægninger af, hvordan det konservative parti sjakrer sig gennem både de store politiske udfordringer og de personlige, når en vis legemsdel befinder sig betænkeligt nær vandskorpen. Den kvindelige premierminister er gennemgående skeptisk over for Laurence, men forfremmer ham alligevel til posten som justitsminister. Måske ud fra devisen om at holde sine venner tæt på men sine fjender endnu tættere.
Manuskriptet fletter fint og gennemgående troværdigt de forskellige handlingstråde sammen. Blot kan man godt tillade sig at være kritisk over for den lige vel forsimplede fremstilling af personerne på og omkring den avis, som Laurence vandt over ved seriens start. Det er dog blot en mindre skønhedsplet på et plot, der i modsætning til den amerikanske House of Cards i overvejende grad formidles uden vold men med en fornem dialog, båret af britisk syrlighed og ’stiff upper lip’.
Persongalleriet er et glimrende sammenrend af både kendte og knap så kendte ansigter. Hugh Laurie viser efter sin rolle som våbenhandleren Richard Roper i ”The Night Manager”, endnu en gang, at han har et stort og stærkt potentiale i dramatiske roller. Det fortrænger så småt indtrykkene fra diverse komedieserier. Elskerinden bliver spillet med skarphed af Sidse Babett Knudsen. En indeklemt forurettethed over blot at være tidsfordriv kommer stadigt tydeligere ud. Helen McCrory spiller den kvindelige premierminister med et køligt overblik og træk, der kunne være lånt fra fremstillingen af Dronning Elisabeth i ”The Crown”. Pip Torrens, kendt fra et mylder af engelske film og TV-serier, forsøger som chefredaktør Joe Lapidus at balancere mellem økonomiske forventninger og ufarlige journalistiske valg på den ene side – og nysgerrigheden efter at gå i dybden med den gode og sprængfarlige historie.
Alt i alt er ”Roadkill” en fin blanding af krimi, politisk magtspil og personlige forviklinger og tragedier. Hvem vinder? Tja, spørgsmål er, om der overhovedet ER nogen, der vinder. En finurlig slutning kunne lægge op til endnu en sæson, men det vil næsten være synd. Historien står med 4 episoder på hver cirka en time flot afrundet.
