”Ja, som du ved er der mange forskellige historier om Robin Hood og hans bedrifter, men vi folk i dyrenes rige har nu vores egen verson”. Således begynder filmens fortæller, en trobadour, sin fortælling i Disneys alternative udgave af Robin Hood-myten. Og alternativ er den bestemt. I bedste Disney stil er alle figurerne nemlig dyr og filmens fortæller selv er således en hane. En gimmick baseret på Robin Hood-legendens ophav, ”Reynard the Fox”. En middelalderfabel, der er blevet fortalt af blandt andre Goethe, om en snu men skurkeagtig ræv, som hele tiden snyder Løvekongen. Men eftersom ræven ikke er specielt sympatisk, omskrev man fablen og det blev så til legenden om Robin Hood.
Men ellers er historien stort set velkendt: Kong Richard af England er draget på korstog og i mellemtiden har hans onde og modersyge bror Prins John(en løve), med sin højrehånd Sir Hiss(en slange) ved sin side, lagt sine griske hænder over det forarmede land. Selv ikke med kirkensmand Broder Tuck(en hund) vises der nogen barmhjertighed, når Prins Johns onde håndlanger blærebuksen Sheriffen fra Nottingham(en ulv) tager rundt i byen for at indkræve skatter.
Men én mand formår at gøre modstand. Nemlig den frygtløse mesterbueskytte Robin Hood(en hanræv). Til stor irritation for Prins John. Den heltemodige Robin Hood er derfor blevet gjort fredløs og lever i skjul i Sherwood skoven med sin trofaste følgesvend Lille John(en bjørn). Sammen røver de fra de rige og giver til de fattige, ved at brillere med bueskydning, stavkamp og frække påfund, mens de jages af Sheriffen og hans mænd, deriblandt de to gakkede og ustyrligt morsomme vagter, Trigger med kløe i skydefingeren og den småskøre Nutsy (gribbe). Men de er samtidig beundret og elsket af folket. Alle små drenge vil være Robin Hood og alle små piger dåner over synet af den smukke unge mand på plakaterne, dvs. dusørplakaterne. Men der er kun en pige for Robin Hood, og det er hans ungdomskæreste Lady Marion(en hunræv), som holdes fanget på slottet af sin tyranniske onkel Prins John, men som også stadig er ør af forelskelse.
Som det ses er dyrene langt hen ad vejen delt op på de gode og de onde i historien, således at de gode er dyr fra vores velkendte del af verden, og de onde er dyr fra den vilde ukendte jungle. Altså et lille spil på vores egen ubevidste eller bevidste holdninger til det fremmede. At fremmede, det ukendte er farligt og ondt.
Således er fortællingen, og den stryger afsted. Måske endda lidt for hurtigt og lidt for let. For dybde og storslåethed er ikke det denne film har mest af. Den kommer derfor heller ikke op på samme niveau som mange andre af Disneys klassikere, såsom ”Bambi”, ”Skønheden og Udyret” og ”Løvernes Konge”. Men hvad disse film har af episke fortællinger og fantastisk smukke animationer har ”Robin Hood” til gengæld i overflod af humor. Animationen er da også kun hæderlig, hvilket er usædvanligt for en Disney klassiker. Det er tydeligt at man, på grund af Disney koncernens økonomiske kvaler i 70érne efter Walt Disneys død (1966) og den efterfølgende afgang af flere nøglemedarbejdere, bl.a. Don Bluth, har haft mindre held med animationen. Alligevel har man dog kunnet udvinde en højst seværdig og meget hyggelig og sjov lille tegnefilm, der vil glæde både unge og gamle.
Som altid er synkronoceringen upåklagelig og med en skare af datidens bedste danske komedie skuespillere på lydsporet, vil man ikke gå helt galt i byen ved at tilføje ”Robin Hood” til sin samling af Disney klassikere.