Skriv en kommentar
Inden for modebranchen genbruger tøjdesignerne konstant klassiske snit og stilarter i et forsøg på at gøre sig uundværlige og holde hjulene på modebranchens enorme pengemaskine i gang. Det samme gælder for filmbranchen, som for langt tid siden har indset, at det er umuligt at forny sig hele tid.
Det nyeste skud på stammen er sci-fi-filmen RoboCop af José Padilha, som er en remake af Paul Verhoeven kultklassiker af samme navn fra 1987. RoboCop udspiller sig i en nær fremtid, nærmere bestemt år 2028. Den verdensomspændende virksomhed, OmniCorp levere højteknologiske robotter til den amerikanske hær, som bruges til at nedkæmpe fjender i brændpunkter overalt i verden. OmniCorp går dog glip af en masse dollars, da det på grund af skepsis og frygt for robotter blandt den amerikanske befolkning, har været umuligt at få fodfæste på hjemmemarkedet.
Da kriminalbetjent Alex Murphy (Joel Kinnaman) kommer fatalt til skade i en eksplosion ser direktøren for OmniCorp, Raymond Sellars (Michael Keaton), sit snit til at kombinere maskine og menneske. Ud fra resterne af kriminalbetjent Murphy skaber Raymond Sellars lægeteam ført an af doktor Dennett Norton (Gary Oldman) RoboCop, der åbner dørene til det amerikanske marked for Sellars og OmniCorp.
Den nye RoboCop er et hæderligt forsøg på at lave en remake, men den kan slet ikke leve op til sin succesfulde forgænger. Fordi det netop er en remake forventer man sig mere af filmen, som man fx så det i Christopher Nolans remake af Batman Begins fra 2005. Her genopfandt Nolan virkelig fortællingen om mangemillionæren Bruce Wayne, ved både at adskille sig drastisk stilistisk og plotmæssigt fra Tim Burtons meget karikerede version fra 1989.
Hvis man ser bort fra den åbenlyse økonomiske gevinst, kan man undre sig over, hvorfor filmskaberne bag RoboCop har haft lyst til at lave en remake af filmen. RoboCop følger stort set originalen, med nogle enkelte ændringer. På sin vis er det også i orden, hvis man så fx mestre at gøre det visuelt flottere, men det gør José Padilha desværre ikke. Den største visuelle forskel på den nye version og originalen er at direktøren for OmniCorp Raymod Sellars meget nonchalant vælger ændre Murphys dragt fra metalgrå til sort, og at RoboCop er udstyret med en motorcykel, der matcher hans fine dragt.
På trods af at man har forsøgt at tilføre RoboCops karakter mere menneskelighed, lykkes det aldrig for Joel Kinnamann at skabe en ægte følelsesmæssig reaktion hos seeren. Man får aldrig helt ondt af Murphy og hans situation. Især scenerne hvor Murphy i skikkelse af RoboCop skal forsøge at genskabe sit følelsesmæssige bånd til sin kone og søn falder helt til jorden. Kinnamann formår slet ikke at skabe empati hos seeren, og man ender med at være distanceret og ligeglad med, om RoboCop nogensinde kan blive en god familiefar igen.
I modsætning til Kinnamann leverer både Gary Oldman, Michael Keation og Samuel L. Jackson nogle udmærkede skuespilspræstationer. Især Gary Oldman får endnu en gang vist, at han er en solid skuespiller, der både formår at gøre sin karakter troværdig, levende og interessant. Og så har den rutinerede skuespiller en tendens til at spille så overbevisende, at man rent faktisk tror på, at han er en samvittighedsfuld læge, der sætter etik og moral før penge.
