Skriv en kommentar
Mød Mei Lee. En canadisk-kinesisk 13-årig, som i egen optik er godt på vej til at blive voksen. Inde i hende bor i hvert fald en fribrydertrang, som er til at få øje på. Det skyldes ikke mindst hendes overbeskyttende og omklamrende mor Ming. Mei skal helst klare sig så godt som muligt og så smertefrit som muligt, og det skal mor nok hjælpe med til. Hun har oftest helt styr på, hvor Mei befinder sig, hvem hun er sammen med og i hvilken sammenhæng. Det betyder også, at Mei har noget svært ved at blive selvstændig og klogere på sig selv.
Sammen lever Mei med sin mor og far i Toronto, hvor de driver et tempel, hvorfra de til turister og gæster fortæller og viser ting fra den kinesiske religion. Men ud over dette, så interesserer Mei sig for veninder, lækre drenge og tidens populære musik. Mei står altså med et følelsesmæssigt ben i hver lejr. Den familiære forpligtelse, men også hendes eget liv og fremtid. Det sætter hende i flere dilemmaer, som afstedkommer nogle reaktioner, hvilket ikke helt er så simpelt. For hvad Mei endnu ikke ved, så hviler der lidt af en ”gave” hos den kvindelige del af familien. Store sindsmæssige påvirkninger udløser nemlig transformation til en rød panda. Tilmed findes der vel ikke noget tidspunkt i et menneskes liv med flere input end: Teenagealderen!
Fluf siger det, og så er Mei en kæmpestor rød panda. Blød javist, men også kluntet og aparte fra alle øvrige omgivelser. I starten gør hun alt for at skjule hemmeligheden, men det viser sig hurtigt at være umuligt. Kommer det til at koste relationen til veninderne? Og hvem vil være kæreste med et stort rødt bæst? Og lukker man overhovedet gigantiske dyr ind til en koncert med et verdensomspændende fænomen af et boyband? Og slipper Mei nogensinde af med ”gaven”?
Disney/Pixar har skabt en noget anderledes coming-of-age-film, end vi er vant til. Udfordringerne som kernen for en udviklingshistorie er dog til at få øje på. I forhold til børnehøjde, så vil jeg vove den påstand, at den nok hægter de yngste fra. Når Mei bliver til den røde panda, så mangler hun simpelthen modspil. Som filmens ”helt” bliver hendes færd ud i alt det nye lidt for klodset, og man mangler nogle figurer til at tage fra. Hendes venindekreds er godt nok forskellig og mangfoldig, men deres individuelle særpræg bliver aldrig bragt i spil. Faren fylder nu heller ikke ret meget, lige som det heller ikke gælder for øvrige familiemedlemmer eller byens smarte fyre. På nogle områder virker det til, at det er gået alt for hurtigt med at komme fra scene til scene, og den hurtighed ender så med at føles langsom. Moralen og hyggen er til stede, men der er måske nok efterhånden ved at gå skabelon i Disneys værker.
Alligevel kan du roligt sætte dig ned at se ”Rød” sammen med dine børn – eller dig selv, hvis du er glad for animationens uudtømmelige muligheder. Men forvent dog ikke at få en vare, som du vil kunne huske ret langt ude i fremtiden. Jeg giver 3 stabile stjerner, men de læner sig på ingen måde op ad den fjerde…
