Skriv en kommentar
Der er i grunden ikke meget nyt plot i filmen. Den beretter om det onde imperiums bestræbelser på at bygge et våben så stort og frygtindgydende, at det kan udrydde planeter, Dødsstjernen. Det HAR vi jo netop set tilbage i 1977. Og så er det alligevel lykkedes at fortælle noget nyt ved at tage afsæt i den arkitekt, Galen Erso, der har tegnet Dødsstjernen. En rolle, som danske Mads Mikkelsen udfylder aldeles glimrende, men det er Gales datter, Jyn, der er handlingens egentlige hovedperson.
Ved filmens start når Galen i sidste øjeblik at gemme Jyn af vejen, inden han selv bliver hentet og indfanget af Orson Crennic, der befinder sig på vej opad i Imperiets militære hierarki. Jyn vokser derefter op hos oprøreren Saw Gerrera, der med årene opnår en myte-status – og som selvfølgelig er stærkt efterstræbt af Imperiets tropper. Herfra trækker handlingen uafvendeligt i retning af Jyns modning til at sætte sig i spidsen for jagten på planerne over Dødsstjernen.
En jagt, der trækker mange fine referencer til tidligere Star Wars-film og som på smukkeste vis lægger direkte op til Star Wars Episode IV: Et nyt håb fra 1977.
Denne nye film er ikke oplæg til en ny trilogi. Det er derimod en stand-alone-historie, hvilket stiller klare krav til personbeskrivelse, plot og fremdrift. Gareth Edwards har imidlertid et solidt greb om alle disse dele – og med stor fornemmelse for og kærlighed til Star Wars-universet bliver velkendte elementer flettet i en hæsblæsende, spændende og skæbnetung strid mellem det gode og det onde.
Underlægningsmusikken leveres denne gang ikke af velkendte John Williams men af Michael Giacchino, der tidligere har leveret musikken til serien Lost samt tegnefilmene Ratatouille og Biler 2. Man kunne frygte en lidt flad musikalsk – ikke mindst når man ikke får det sædvanlige Star Wars-tema, men det er faktisk lykkedes Giacchino ganske godt at fange en patos, der underbygger plottet på fornemste vis. Nå ja, han får selvfølgelig flettet Darth Vaders march ind. Hans entre kan der simpelt hen bare ikke lægges anden musik til.
Moff Tarkin dukker op, ikke i form af Peter Cushing, der spillede rollen i 1977, men i stedet i en computeranimeret udgave – og det er faktisk slette ikke så ringe. Det er med til at føje autencitet til filmen som bindeled til Episode IV. Det samme gælder endnu en figur, som optræder i den allersidste scene – men nu er der jo ingen grund til ligefrem at skære ud i pap og bøje i neon hvem dét er.
Næh, slå det kølige og kritiske overblik og bliv underholdt af et spraglet person-/figurgalleri, fantastiske lokationer, drabelige slag og et neglebidende klimaks. Rogue One giver undertegnede Star Wars-entusiast god grund til at tro, at der er flere fantastiske eventyr på vej efter George Lucas solgte sin franchise til Disney.
