Skriv en kommentar
En film kan være pinlig. Den kan være dum, latterlig og overflødig. Forceret, falsk og fladtrådt. Den kan skam også brillere i en total nedværdigelse af sit publikum, en arrogant nonchalance, der distancerer eller en afstumpet selvtilstrækkelighed, der chokerer. Men det er sjældent, at en film er alle disse ting på én gang.
Ronal Barbaren er desværre et af de få eksempler, denne anmelder er stødt på, som netop bestræber sig på at være alle de førnævnte flops på en og samme tid.
Ak og ve …
Ronal er et tyndbenet skvat med spaghetti-arme, en lille statur og intet mandsmod overhovedet. Omgivet af Arnold Schwarzenegger-lignende muskelbundt har han sin sag for med at gøre sig gældende og indgyde blot en lille smule skræk og respekt i sine Herkules-stærke omgivelser. Pigerne hænger ikke just om halsen på ham, krigerne ænser ham ikke, og da den grusomme fyrst Volcazar tager hele landsbyen til fange som et ondt led i hans tyranniske plan om at tilrane sig verdensherredømmet (den har vi ikke hørt før!), bliver den ultimative redningsaktion placeret på Ronals slappe skuldre, der altså ikke alene skal bære en hel landsbys livsbyrde på sig, men skal tilmed også lære at slå ondskabsfulde giganter ned i gulvet og holde liderlige amazoner fra sig. Ja, lad ulykkerne begynde … i mere end én forstand!
Filmen, der aldrig skulle være blevet lavet
Ronal Barbaren har haft det kæmpe budget af kolossale 18,8 millioner kroner. Den har taget et helt år at skrive og sytten lange måneder at filme. Disse voldsomme omkostninger taget i betragtning samt det udstrakte tidsinterval, det har taget at udtænke, skrive og lave filmen, virker det des mere chokerende, hvor elendigt det endelige resultat er blevet. Are u kiddin´ me?, får man lyst til at råbe højt og harmfuldt, som var man blevet uretfærdigt behandlet. Det er man som publikum til filmen som sådan også blevet, for filmen er en skræmmende, skræmmende realitet … der snart også rammer en biograf nær dig.
Filmens historie er ikke alene et fattigt sammenkog af utallige gange før sete scenarier - den er tilmed en ultraexcessiv nedgradering af samtlige af disse tematiske deja-vuer. Plottet er mere gennemhullet for spænding og relevans end en hvilken som helst skydeskive i militærets træningslejr. Karaktererne, med en ulidelig Ronal-karakter i front, er så uudholdeligt uudholdelige, at en hel dag i isolation med Hansi Hinterseer på afspilleren ville være ren afslapning. Instruktionen er så sjusket og amatøragtig, at det er ligefrem kriminelt, at det er skaberkræfterne bag den geniale Terkel i knibe (2004) og den udmærkede Rejsen til Saturn (2008), Thorbjørn Christoffersen og Kresten Vestbjerg, der står bag dette animationsmakværk.
Hvad er gået galt i processen for disse to ellers kompetente herrer, kan man ikke lade være med at spørge? Har der været tale om en pludselig inspirationstørke? En momentan frasigelse af filmisk værdighed? En kommerciel leflen, der selv i dette opportunistiske regi er slået fuldstændig fejl? Jeg undrer mig. Jeg kan ikke forstå det. Jeg er nysgerrig. Og oprigtigt forbløffet. Et eller andet må være sket, for hvorfor ville man ellers frivilligt forgifte biografsalene med denne hjernedøde film? Hvorfor ville man sætte sit ry på spil?
Animationsteknikken i filmen er så ringe, uden glidende bevægelser eller et naturligt flow, at det er ren øjentortur at være vidne til. I mange af kampscenerne ligner krigerne febrilske Duracell-kaniner, der tromler derudad og derfor virker mere lattervækkende end reelt frygtindgydende. Suppleret af en hjerneafmonteret dåredialog, der udmærker sig i rendyrket stupiditet, der ville gøre enhver anden tumpe til Einstein, får man altså stukket en uappetitlig omgang tilstoppet filmisk kloak ned i sit hårdt ramte svælg, der efterfølgende gager desperat for at gøre sig fri af, for at komme af med al Ronal-lortet … men lykkes desværre ikke i sit fortvivlende foretagende, fordi der bliver ved med at komme så meget filmisk lort ud af Ronal Barbaren.
Efter 90 minutter, indhyllet i dette filmiske lorteland, føler man sig ligeså beskidt som hovedbanegården i myldretid, ligeså tom som en kirke på en mandag, ligeså syrlig som en stresset Bertel Haarder i en stresset tv-udsendelse … og man skynder sig ud af biografen med en ustyrlig lyst til at vælte en eller anden cykel, række tungen ad en uskyldig forbipasserende eller gøre noget andet helt vildt ucharmerende.
Man gør selvfølgelig ingen af delene.
Man kommer bare rigtig sur hjem og skriver en rigtig sur anmeldelse.
