Skriv en kommentar
Det er soldaterjargon for en overskåret hals. Måske du nu vil trække lidt på smilebåndet af denne letsindige betegnelse for en ellers afskyelig handling. Måske du vil ryste på hovedet af dette fejlslagne humoristiske forsøg på at kamuflere det tragiske. Hvad enten du hehe´er eller ihåh´er, så kan de færreste – og måske heller ikke du, kære læser - fornægte, at humor og tragik alle tider har fulgtes ad som solen og skyggen.
Netop den førnævnte spøjse udtryksmåde sammenfatter tragi-komikkens tætte bånd. På trods af, at denne sorthumoristiske frase bliver brugt i englænderen, Ken Loaches, nye drama, Route Irish, er selve filmen langt fra et kombineret samarbejde mellem smilende rynker og sammentrukne øjenbryn. Den hælder mest mod sidstnævnte. Route Irish er nemlig et bedrøveligt, filmisk testimonium om krigens menneskelige omkostninger, der i sidste ende ikke synes at retfærdiggøre krigsmålsætningens overordnede ambitioner.
Antikrigs-kampagne
I en moderne verden, der i teorien hylder de humanistiske idealer om frihed, lighed og broderskab, kan det være ualmindeligt svært at sælge en næsten hvilken som helst krigssituation som en fremadbærende eller meningsfuld nødvendighed. Endnu sværere bliver det at legitimere en fremmed magts tilstedeværelse i et andet land. Alligevel ser den aktuelle situation således ud, at flere landes militære styrker sidder tungt og solidt på både den irakiske og afghanske hovedstol. Denne, tilsyneladende ubelejlige, kendsgerning, er ikke gået forbi humanisten Ken Loach, der på sin sædvanligvis dokumentarisk kampberedte facon kaster sig frådende over en kontant filmisk nedsabling af Vestens påståede neoimperialistiske foretagender i Irak.
Fergus (Mark Womack) og Frankie (John Bishop) har været real pals siden barndomsårene. De har delt alt med hinanden – også deres traumatiske soldatertid i et hærget Irak, der dagligt vælter sig i mareridtsagtige massakrer og bloddryppende bombardementer. Fergus kommer hjem i live, men endnu dybt foruroliget af krigens ængstelser. Frankie kommer hjem i kiste, næsten uigenkendelig efter en nådesløs eksplosion. Noget lugter dog råddent – og det er ikke den døde mand i den stumme kiste. Fergus, knust efter vennens dødsenstriste endeligt, giver sig nu i kast med at opspore den syrlige stank og påbegynder en hårdnakket eftersøgning af vennens mistænkelige dødsfald. Hvem er synderen?
Dette er ikke et typisk Ken Loach-drama, da det på overfladen mere tager sig ud som en krimipræget krigsthriller, der dog hverken slægter Bourne eller Bond på. Loach har alle tider profileret sig som én af filmlærredets mest højrøstede samfundskritiske kommentatorer. Dette subjektivt indignerede tilløb er på samme tid både hans overbevisende allierede og belastende sabotør. Loach søger nemlig den objektive, matter of fact måde at udstille sine forviklede tematikker på - i Route Irish bliver denne nøgterne tendens bl.a. eksemplificeret ved den gennemgående dokumentariske stil, de lange, dvælende indstillinger og det virkelighedsnære, tilnærmende skuespil. Denne autentiske stilisering får filmen til at erhverve sig det rette, illusionsløse perspektiv, der indprenter en eftertrykkelig virkelighedsfornemmelse i en.
På den anden side afmatter Loaches personlige antikrigs-agitation den ellers eksemplariske dokustil ved konstant at gøre opmærksom på den underliggende præmis, filmen på intet tidspunkt lader sit publikum glemme. Nemlig den, at krig, firkantet sagt, er rigmandens luksusopfindelse, hvor money must be funny, og civilbefolkningen blot er endnu et ligegyldigt tal i den endelige budgetbestemmelse. Sådan som Loach fremstiller de diskuterbare sager, kan man sådan set ikke andet end at være helt enig med manden. For i Route Irish, der i øvrigt henviser til den berygtede rute, der strækker sig fra Bagdads lufthavn til byens Green Zone, har de kalkulerede rigmænd åbenbart ingen moralske skrupler, mens den uskyldige civilbefolkning må lade livet for pengeroterende business.
Dér, hvor Loach alligevel vinder indpas, er hans relativt dobbelttydige konklusioner, der peger på, at det i en sammenknudret krigssituation er forfærdeligt vanskeligt at træffe de rigtige beslutninger, at der under pressede omstændigheder er en hårfin grænse mellem godt og ondt, mellem rigtige og forkerte handlinger, mellem forsvarlige og urimelige valg. Til gengæld er hans endegyldige morale ikke til diskussion – Loach nuancerer måske den kontekstuelle virkelighed, men rokker ikke ved sin absolutte overbevisning om det etisk korrekte. Selv om man kan kritisere denne urokkelige subjektivering, må man samtidig applaudere hans forførende kompromisløshed, der i Route Irish både antager rørende, stikkende og chokerende dimensioner.
Selv om dialogen til tider halter mere end en fuld pirat med et gammelt træben, og plottet en gang imellem strækker sig så længe, at man begynder at gabe lidt, har Loach fuldbyrdet en hæderlig, effektfuld film om de igangværende irakiske forhold, set fra en mere ubarmhjertigt spekulativ side samt soldaternes hårde vilkår, både under og efter de horrible krigsoplevelser. Route Irish er ikke nogen mesterlig film om sitrende frihedskamp og mundlam rettighedsberøvelse i liga med den smukke Guldpalmevinder, Vinden der ryster kornet (2006). Men det er et vigtigt filmperspektiv, indlejret et sted imellem konspiration og sandhed.
Som bekendt er sandheden krigens første offer, også i Route Irish. Men det siges jo også, at den er ilde hørt, også i Route Irish. Mon ikke vi så skal spidse ørerne?
