Skriv en kommentar
Tilbage i 70’erne. De to vidt forskellige racerkørere Niki Lauda (Daniel Brühl) og James Hunt (Chris Hemsworth) møder hinanden i Formel 3 og bliver omgående evige rivaler. Lauda køber sig ind i Formel 1-klasssen, da han ikke gider at vente på hans talent bliver opdaget. Hunt følger hurtigt trop med samme taktik og rivaliseringen mellem de to fortsætter gennem to legendariske verdensmesterskaber, hvor begge racerkørere får smag for livet, men også døden alt for tæt på sig.
”Tysk” effektivitet kontra britisk livsglæde
Niki Lauda er forgangsmand for nutidens minutiøse professionalisme og perfektionisme, som har indtaget motorsportens sværvægtsklasse Formel-1. Ingen natlige udskejelser og masser af søvn. Isenkrammet man kører, skal være det bedste, letteste og mest effektive. Der er kun en ting, som tæller: at vinde og tjene penge.
Da Lauda køber sig ind i Formel-1 klassen ombygger han straks racerbilen med lettere materiale, bedre vindmostandsdygtighed og hurtigere motor. Resultatet er omgående synligt på racerbanen. Selv da Lauda senere bliver opsnappet af Ferrari, kritiserer han deres biler: ”hvorfor har I så mange penge og laver så sådan noget lort?” Lauda er perfektionist til fingerspidserne og intet skal stoppe fra at nå sit mål. For sin vis kunne Lauda ligeså godt have spillet curling eller været bokser, så længe han fortsat kan være den bedste og vinde.
På den anden side finder vi den promiskuøse, lemfældige playboy James Hunt. Hans talent og aggressive kørsel rækker langt, mens hans misbrug af sex, damer, alkohol, stoffer og fester trækker den anden vej. Men for Hunt handler det ligeså meget om at realisere sin drengedrøm om at vinde, som at nyde berømmelsens goder: de attraktive kvinder og rampelyset.
Før Hunt sætter sig bag rattet på sin racer, er det kutyme at mavesækken tømmes. Om det er resultatet af gårdsdagens udskejelse eller om det er Hunt’s spænding og nerver op til løbet, er svært at pege på. Men ingen tvivl om at Hunt vil vinde for enhver pris og det afspejles i hans skødeløse aggressive kørsel. Der er kun en vej og det er først over målstregen.
Lige meget hvor stor rivaliseringen er. Lige meget meget de to mundhugges og sender onde øjne mod hinanden. Og lige meget hvor beskidte kneb de to bruger, så har de to rivaler også brug for hinanden og konkurrencen. Uden den var ingen af de to nået så langt. Det er to forskellige kørere med hver deres tilgang og livsfilosofi, men med samme overordnede mål. For det kan godt være at Hunt er en hurtigste kører på dagen, men som Lauda siger: ”lad os nu se hvem der fører efter fem køb”. Det er rivaleri mellem Østrigsk effektivitet og taktisk snilde mod britisk fandenivoldskhed og impulsivitet.
Stilfuldt og godt skuespil
Det er Chris ”Thor” Hemsworth, der spiller den charmerende skørtejæger James Hunt og hans veltrænede krop og gode udseende passer perfekt i rollen. Hemsworth behøver dog heller ikke meget end at se godt ud, imens han vælter sig i damer og champagne. Det er vist ikke en krævende rolle for ham. Den tyske skuespiller Daniel Brühl derimod som Niki Lauda, er fantastisk overbevisende. Brühl er nok mest kendt fra mindre roller i Inglourious Basterds (2009) og The Bourne Ultimatum (2007), men måske mest som Alex Kerner i biografsuccessen Good Bye, Lenin! (2003). Han brillere overbevisende som Lauda med både dybde, personlighed og troværdighed.
Bag hele scenariet finder vi først og fremmest den oscarvindene instruktør Ron Howard. Howard har lavet et hav af film i Hollywood, hvor de fleste befinder sig et stykke over niveau. Efter firsernes sci-fi klassiker Cocoon (1985) og eventyret Willow (1988), har Howard krydret filmindustrien med Blockbusters som The Da Vinci Code (2006) og Apollo 13 (1995), den oscarvindene A Beautiful Mind (2001) og de ligeså intelligente Frost/Nixon (2008) og Cinderella Man (2005). Sammen med den oscarnominerede manuskriptforfatter Peter Morgan (The Queen (2006) og Frost/Nixon), har de sammen skabt et særdeles underholdende drama. Blandingen af Howards kærlighed for 70’erne og Morgans besættelse for at skildre virkeligheden troværdigt giver filmen autenticitet og nærvær.
Rush skal specielt roses for sin fantastiske fotografi og klipning, der gør filmen hæsblæsende og medrivende i de mange racerløbssekvenser. Derudover er Brühl et af filmens højdepunkter. Det handler om motorsport og en maniske besættelse af den. Det handler om at vinde, alt eller intet, at skubbe grænser og om hvor meget man tør ofre i sin besættelse på at vinde. Rush har dog enkelte skønhedsfejl, specielt den Hans Zimmers lidt påtaget filmmusik og den moraliserende slutning, men den sætter et interessant spørgsmål op: er motorsporten blevet for teknisk og taktisk kompliceret i sin professionalisering eller findes der fortsat glæden ved at konkurrere mod hinanden på racerbanen? Kan man være både professionel og have et velfungerende liv ved siden af? Og i så fald ikke, burde man ikke kunne det?
Lauda og Hunt havde i hvert fald hver deres tilgange til sporten og meget tyder på at Laudas professionalisme har vundet over Hunts drengede kørerglæde. For det er nok meget sigende, at Hunt døde allerede som 45-årig af et hjertestop, mens Lauda fortsat lever og Formel-1 sporten tjener mere end nogensinde før.
