Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
John Mogensen lærte jeg at kende gennem min fars kassettebånd ”John’s Bedste 2”. En brovten mandsling med rød t-shirt og bemærkelsesværdige seler prydede omslaget, og så var der ellers dømt ørehængere som Karl Herman & Jeg, Mytteriet På Bounty og Kom Kom Til Klondyke. Måske også lettere usædvanligt at se den gode John på coveret med en smøg mellem pegefinger og langemand, men sådan var det åbenbart. John endte jo med at give fanden i hvad folk tænkte, så længe de var glade og muntre.
Så Længe Jeg Lever er filmen om denne spradebasse, som desværre døde i en forholdsvis ung alder. Kroppen kunne ikke længere holde til den usunde blanding af spiritus, lange turneer og et kolossalt forventningspres. Det er numre som Fut I Fejemøjet, Der Er Noget Galt I Danmark, Sidder På Et Værtshus, To Mennesker På En Strand og filmens identiske titel som gjorde John til folkeeje, men man skal ikke underkende hans medvirken i Four Jacks, en vokalkvartet som var vældig populære inden John brød igennem solo, ganske som det blev tilfældet for salig Otto Brandenburg.
Filmen, som er instrueret af Ole Bornedal, starter ud med en række scener fra Johns barndom, hvor man dels mærker hans interesse i perfektion inden for korrekt brug af sangstemme, men også hans tvivlsomme omgivelser i form af en underdanig mor (i øvrigt spillet af en anden af Ole Bornedals gamle heltinder, nemlig Rikke Louise Andersson – kendt som Joyce fra Nattevagten) og en drukfældig stedfar (spillet af Jens Andersen, som stadig arbejder på at slippe af med Polle-alias’et fra de populære reklamer for mobiltelefoni). Succes’en indtræffer omgående med Four Jacks, men selv for de 4 populære herrer varer opmærksomheden ikke for evigt. Tiden skifter og således også sound’en, hvilket falder John for brystet. Han nægter at give sig, men må også sande at pengene er små, hvis man ikke længere er på hitlisterne. John ender som hyggepianist i Sverige, men tages med til et bryllup i Helsingør, hvor han nødtvunget kastet ud i et par ufærdige numre af mere brysk karakter. Det giver ham dog en øjenåbner at folk ligefrem efterspørger det ”upæne”, og pludselig er John en central skikkelse med sine viser om pis, lort og møg. Pladeselskaberne står i kø for at signe John Mogensen som solist, og specielt en fyr ved navn Rost (Lars Ranthe – Dirch, Sommer) kommer til at stå John nær. Det er nemlig Rost som får John ud på de store scener. Det bliver stort, men også alt for stort og Johns deroute er til at få øje på. Privatlivet slår også revner, og forholdet til Ruth og datteren Minna lider i den grad. I et forsøg på at få John på fode igen, opleves en af filmens mest skelsættende scener, hvor familien opholder sig ved sommerhuset på Sejerø, hvor John skal restituere og komme til hægterne igen. Desværre forstyrres John af en række sportsflyvere, som han ender med at stå at plaffe efter med en luftriffel. Her bliver det unægtelig tydeligt at Johns skæbne er besejlet. John var en urolig sjæl og mistede langsomt kontrollen over sit liv.
Hvis man skal tro på den nulevende datter Minna, så er det langtfra alle scener, hændelser og sammenhænge som har fundet sted. Det er muligt at der er pyntet en del på sandheden og en stor kunstnerisk frihed har været til stede. En skam ja, men hvad der præcist er op og ned, finder vi nok ikke ud af. Derfor må jeg også forholde mig til det produkt jeg er blevet budt, og til det er der kun at sige at man er særdeles godt underholdt. Ingen tvivl om at Rasmus Bjerg bærer denne film. Han er simpelthen genial som Danmarks John. Dertil kommer en række herlige bifigurer forbi og sætter Johns karriere og liv i relief. Garvede kræfter som Helle Fagralid, Lasse Lunderskov, Peter Mygind, Flemming Enevold, Max Hansen, Laus Høybye, Troels Malling Thaarup og Caspar Phillipson pryder i den grad også Så Længe Jeg Lever.
Dette er Ole Bornedals bedste film i meget lang tid. Et tiltrængt løft i den rigtige retning, om der så lige er digtet lige rigeligt… Så Længe Jeg Lever er et sørgmodigt portræt at en af Danmarks mest populære skikkelser for sin samtid. Tro mig, når du har set Rasmus Bjerg som John Mogensen, så får du lyst til at lytte til de gamle travere som Ensomhedens Gade Nummer 9, Nina Kære Nina, Mennesker Bliver Spist I Polynesien og Karl og Ann-Cathrin’. Om det så er på hjemmerillespilleren eller ”live” er helt op til dig. Den gode Rasmus turnerer landet rundt som John, så du kan jo se om du kan fange ham i en by nær dig. Anbefalingen er i hvert fald hermed givet. 5 Stjerner til Ole, Rasmus og John!
Bonusmaterialet er lettere sparsomt. Lidt bag om kameraet og en trailer bliver man spist af med.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
