Skriv en kommentar
I Ulrich Seidls Safari, der også blev vist på dette års CPH:DOX, rejser vi til den afrikanske savanne til en form for realistisk Westworld, hvor robotter er skiftet ud med dyr. Selvom dyrelivet er mangfoldigt her, er det den hvide mand og ikke løven, der er det øverste led i fødekæden. I et land ved navn Namibia ligger et reservat ejet af en bleghvid europæer, der tjener penge på privilegerede safari-turister, der har skiftet charterferien ud med storvildtjagt.
Seidl er, som han også viste med dokumentaren I Kælderen fra 2014, interesseret i de grimme sider af menneskets natur; noget, der ikke som sådan fremstår eksplicit i filmen, men som takket være filmens satiretendenser og fotografiske iscenesættelse kommunikeres som en mere indirekte politisk kritik med billeder, der er framet på samme Wes Anderson-agtige vis, som vi så i I Kælderen.
Billederne får især lov til at tale for sig selv, når billedet af to fede, østrigske turister, der giver hinanden solcreme på, stilles overfor billedet af to afrikanere, der spiser resterne af det dyr, en hvid mand nedlagde tidligere på dagen. Lige så meget fotografisk styrke ligger der i scenen, hvor en gruppe afrikanske arbejdere parterer det dyr, som en hvid mand ligeledes nedlagde tidligere på dagen. Især her fristes man til at spørge, om ikke det hårde arbejde i virkeligheden ligger i parteringen og ikke nedlægningen af dyret? Det kunne noget tyde på.
Kolonifortidens ekko lyder også, når vi ser de bleghvide europæere drage på jagt efter alt fra zebraer til giraffer og med en afrikansk indfødt mand som stik-i-rend-dreng. Og når det er sagt, er en af styrkerne ved Safari dens indirekte måde at udtrykke den ignorance, der er i forhold til disse spor fra kolonitiden. Den italesætter aldrig rigtig den hvide mands dominans, og måske det er Seidls måde at kritisere den manglende italesættelse, der er heraf i det hele taget. Det afspejler sig også i det faktum, at de eneste, der får lov til at tale til kameraet, er europæerne. Som tilskuer håber man på, at også de indfødte afrikanere kommer i tale, men hver gang, de sidder foran kameraet, er det anonymt og uden at sige en lyd. På den måde udtaler europæerne sig om et land, der i realiteten ikke er deres, samtidig med, at de tjener penge på et land og et erhverv, der i realiteten ikke er deres.
Safari er en flot iscenesat film, der bruger meget tid på sine observerende optagelser af den hvide mands materielle jagt på savannens smukkeste dyr foreviget efterfølgende i en selfie-session. Safari er et studie i menneskets grådige natur, og det er ikke kønt.
