Skriv en kommentar
Det er som at sælge sand i Sahara at sælge filmen ”Sahara”. Det er umådeligt svært at få øje på skoven for bare træer – Og et træ, der skiller sig ud, er ”Sahara” ikke. Filmen er nærmest karikeret, plantet via en kedelig formular, der virker umådelig rutinepræget.
Som man troede, at Hollywood havde nået til et punkt, hvor genrekonventionerne var i opløsning som aldrig før, kommer ”Sahara”.
En eventyrfilm, siger de. En eventyrfilm i Afrika med en helt, der skulle minde om Indiana Jones. Et eventyr med fascinerende gåder, nej sådan er ”Sahara” ikke. De såkaldte gåder lader sig ingenlunde udfolde, de er der ikke. Det er tilfældighedernes spil, som bærer vores helt og heltevenner og heltesild rundt til de rette steder. Og lader dem kæmpe for deres egen lykke og med held også for den kvindelige skønheds ædle sag, der involverer en sygdomsepidemi udløst af udnyttelse naturresourcerne.
Hvor Indiana Jones-filmene var vanvittigt fascinerende og vitterligt tog en på eventyrlige rejser, tager Dirk Pitt (vores helt) os med på en absurd intetsigende rejse efter en gemt amerikansk kulturskat. En rejse på jagt efter en skat. Og hvilken skat!? Her drejer det sig om sjældne guldmønter og en hemmelig skat, der gik tabt under den amerikanske borgerkrig – og det i Afrika, i ørkenen Sahara, på et sted, der engang var frodigt!
Men så lad os da tage fat om dette makværk af en film. Hvad sker der? Ikke en skid. Heltene leder efter et forlist skib midt i den afrikanske ørken. Og det på ørkenens skibe – kamelen – For vores helt er naturligvis en af verdens bedste dykkere på jagt efter glemte og tabte skatte – Og hvorfor er han det? – Lad vær at spørge! Han ved det ikke, og vi ved det ikke.
Som spundet over den mest simple formular, folder ”Sahara” sig ud. Her er overskurke, her er helten, her er den sjove hjælper, og her er den smukke pige – og her er filmen! Et intetsigende yderst forældet gang filmfortælling.
Er man til Hollywood-film, der kører helt efter firser-bogen, er ”Sahara” glimrende underholdning, men besidder man blot en anelse kritisk sans i forhold til, hvad der gør en film fascinerende, er det svært at forsvare en film som denne. Dialogerne er åndssvage, temaet ufatteligt letkøbt og historien yderst banal.
Ørkenen er lang og ligeledes denne anmeldelse, der også må knytte kommentarer til de tvivlsomme skuespilpræstationer, som filmen også byder på. I hovedrollen ses Matthew McConaughey, der naturligvis kan smelte naïve teenagepigersjerter, og dermed også kan blive de unge drenges forbillede. Men hvilket forbillede? Der er intet forbillede, der er blot en skabelon genoptaget fra tidligere muskelmænd. Og så kommer vi til det, det ømme punkt; Penelope Cruz, den smukke kvinde, der tilmed tidligere har vist, at hun kan udfylde gode roller, falder med filmen. Cruz’z karakter er utaknemmelig flad, og Penelopes naturlige charme falmer noget i takt med, at filmen bliver mere og mere uvedkommende.
Så i det hele taget, må filmen her være en parantes. En dyr film til dem, der stadigvæk accepterer en flot film uden noget at byde på - hverken humer eller eventyr.
En film om en forsvunden skat i Afrika, eftersøgt af en karikeret amerikansk helt, der er svineheldig.
