Skriv en kommentar
En dæmpet introscene på et hotel i Paris. En slank, spinkel mand diskret klædt siger navnet Swann til receptionisten. Manden sætter sig på sengen med ryggen til os. Vi ser ham i silhuet tænde en smøg, inhalerer med nydelse og give et opkald, at han er klar til at give interview.
Filmens anslag begynder med et flashback og sætningen: ”J’ai créé un monstre et maintenant je dois vivre avec” (jeg har skabt et monster og nu må jeg leve med det). I sætningen træder følelsen af den altomsluttende ensomhed frem. Ensomheden får ’ansigt’ i form af det store, overdådige modehus YSL. Modehuset er som en mastodont, urørlig, hvor alle konkurrenterne er udkonkurreret. Og som et mausoleum, et klaustrofobisk rum, hvor YSL besat af at skabe sine kollektioner ikke kan slippe ud.
Ensomheden/’la solitude’ og skabertrangen går hånd i hånd som et vilkår filmen igennem. Ligesom Schuberts ”Ave Maria” sunget af Maria Callas spilles flere gange som en visualisering af YSL smerte, ensomhed og refleksioner over, hvad det er for et liv, han fører. Tomheden over det materielle, succesernes gentagelse bliver monotont og trygt, men publikums og modebutikkernes anerkendelse og modtagelse af kreationerne er en evig kilde til spænding – i det øjeblik holder YSL vejret, og forbliver tydeligvis fanget i dette korte, men altafgørende øjeblik.
Med en musikalsk og visuel tour de force fremviser den unge Yves Saint Laurent (Gaspard Ulliel) med ynde og elegance modehuset YSL utallige systuer, arbejdsrum, overdådige opvisningssale. Det er YSL mest kunstneriske, eksperimenterende år fra 1967 til 1977, som den franske instruktør Bertrand Bonello skildrer fascinerende, æstetisk, ærligt og nådesløst.
Inde i hovedet på Yves Saint Laurent
Bonello bruger den stilistiske figur oxymoron på smidig og kreativ vis til at bevæge sig ’ind i hovedet’ på YSL med kameraet. Oxymoron kan sidestilles med et paradoks eller en antitese, som begge fungerer dialektisk. Man forsøger at erkende noget, som ikke lader sig erkende med fornuft, en rationel tilgang. Det bliver sammensatte følelser, begreber, ord som fungerer på én og samme tid f.eks. det smukke-bizarre i YSL kreationer og opførsel.
YSL har i et interview udtalt: ”Je suis à la fois fort et fragile mais je ne serai jamais brisé” (Jeg er både stærk og skrøbelig på samme tid, men jeg har aldrig knækket på det). Bonello bygger tydeligvis sin kameraføring på denne udtalelse med det mål at genopfinde det ’skete’, det reelle’ med en fiktiv og surreel vinkel i stedet for at imitere personer eller reproducere hændelser.
Det monstrøse, det selvdestruktive og begæret/kærligheden er på spil fra begyndelsen, vi kommer ’ind i’ hovedet på YSL. Hans mareridt med slanger, som omgiver hans krop. Den surreelle passage skudt i sort/hvid, hvor to kvinder står i et mørkt, fugtigt, brostensbelagt stræde. Den ene kvinde er klædt i en herresmoking og den anden kvinde lige bag hende er nøgen. Med de surreelle passager får Bonello vist YSL visionære modekollektioner på en anden måde og på sin egen måde end den tidl. film fra samme år 2014 med titlen Yves Saint Laurent af Jalil Lespert, som mere har fokus på det livslange forhold til Pierre Bergé. Manden bag forretningen og brandet YSL.
Filmen Saint Laurent har YSL i centrum. Birollerne fungerer som marionetter og figurer, som supplerer hovedfiguren ubesværet og med en lethed. Bonello giver ikke en flatterende fremstilling af YSL, men formår at vise YSL’s generthed, beskedenhed, småneurotiske, dæmoniske sider og turer i Paris’ mørke gader for at kigge på mænd. Bonellos version af YSL er ærlig, sanselig og modig og kan ses flere gange. Gaspard Ulliel er som skabt til rollen som YSL, ikke blot fysisk, men hans fremstilling af det smukke, skrøbelige, destruktive kommer frem på skræmmende og på troværdig vis.
Bonellos film er en hyldest til modesigneren, ikonet og kunstneren YSL, som skabte den moderne kvinde (buksedragt, trenchcoat, regnfrakke), det androgyne look (tuxedo til både mænd og kvinder) og var den første modedesigner, som ikke kun brugte hvide modeller. Og for at slutte med YSL egne ord: ”J’ai veu pour mon métier et par mon métier” (Jeg har levet for og med mit arbejde/lidenskab).
