Skriv en kommentar
Den ene hovedperson Samba (Omar SY) er immigrant, selvom han kom til Frankrig/Paris for 10 år siden. Han bor hos sin onkel og de sender begge penge hjem til familien i Senegal. Han lever af at udføre de ’beskidte’ jobs, som franskmændene ikke gider f.eks. at sortere skrald, opvask, vinduespudsning. Han lever i konstant frygt for at blive smidt ud af Frankrig, da han ikke har arbejdstilladelse.
Den anden hovedperson er Alice (Charlotte Gainsbourg). Hun besidder en stor toplederpost med mange underordnede under sig. Ved filmens begyndelse ser vi hende fuldstændig udbrændt og med nervøse antrækninger. Vi finder ud af, at hun nyligt har haft et stress sammenbrud og forsøger at genskabe sig selv ved at udføre frivilligt arbejde på et socialkontor for immigranter.
Kærlighed, venskab og udbrændthed
Samba og Alice har psykiske nedture, da de tilfældigt bliver sat over for hinanden på socialkontoret. Spørgsmålet er ret lige ud af landevejen, hvem hjælper egentlig hvem? Hvem er behandleren og hvem er patienten? Rollerne går begge veje.
En fin, rørende og human lille scene er, hvor de sidder en tidlig morgen og drikker kaffe på en mennesketom tankstation lidt uden for Paris. Selvom tankstationen virker som et håbløst og fantasiforladt sted, så bliver stationen drejet til en fredfyldt plet, hvor de kan være anonyme og tale frit om deres bekymringer, deres usikre og svage sider. Det er tilladt at ’være dem’ uden for storbyen og al støjen.
Samba får en ven Walid, som vil kaldes Wilson (Tahar Rahim). Walid er en overlever, dynamisk og har de rette forbindelser til at skaffe dem småjobs. Trods den svære situation med at gemme sig for politiet og andre autoriteter, som kan afsløre, at de mangler arbejdstilladelse, så griber Walid ’nu’et’ og lever. Det giver filmen lidt kant og de humoristiske momenter træder frem i filmens små perlescener f.eks. hvor Samba misforstår Walids besked om at smide skoene. Den scene skal ses.
Skuespillet i Samba er fintfølende, dæmpet og har stor troværdighed. De tre skuespillere formår at give deres karakterer personlighed og troværdighed. Og det til trods for, at karaktererne tangerer til at være en smule stereotype og endimensionelle på manuskriptsiden. Musikken fra den italienske komponist Ludovic Einaudi er vellykket med både fortælle- og den visuelle side. Samba skal ses på sine egne præmisser og ikke sammenlignes med instruktørernes forrige kæmpe succes De urørlige (Intouchables, 2011)
