Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ah ja, hvem husker ikke baren der gjorde komedieseriegenren berømt? De utallige aftener og nætter den har kørt (og stadig gør) på dansk fjernsyn... engang var det Kanal 2, nu er det TV Danmark. Sams Bar er simpelthen den perfekte serie at se lige indtil man lægger sig til at sove, den har et utrolig mildt udtryk, ingen over-the-top humor der vil få dig til at grine den næste lange tid og er i det hele taget så rolig, intetsigende, langsom og underholdende at ingen anden serie matcher den hverken i stil eller humor.
Sæson 4 introducerer Woody, en af de første hjernedøde generation X figurer på TV, som både store og små film og serier senere har imiteret til hudløshed og sågar perfektion. Woody starter op meget langsomt i serien med at få et job, og kun være den lidt mindre kloge, til i den senere halvdel at udfolde sig til den karakter vi husker ham for. Han er nok seriens mest humorøse indslag, og er helt sikkert en del der er savnet meget i de første 3 sæsoner. Selvom vi både har Norm og Frasier (som ja, ganske rigtigt har fået sin spin-off serie) har hver deres lille subtile humor, er det oftest Woody der med din egen enkelhed bringer latteren frem i de fleste publikummer.
Kærlighedsspillet mellem Sam og Diane fortsætter også i denne sæson, og jeg er klart en af dem der mener at Diane var pigen værd at kæmpe for, hvor Rebecca (Kirstie Alley) der kommer i 6. sæson egentlig ikke var kampen værd for Sam. Men serien starter på et absolut lavpunkt for Sam, hvor han netop i sidste sæson gjorde alt for at stoppe Dianes bryllup. Som sagt fortsætter kampen igennem serien, og hvad det ender med, må du selv se (eller huske tilbage på). Egentlig virker serien bedst når Sam er ulykkelig, og ”heldigvis” er han det nærmest altid, nogle af de bedste jokes, bedste replikker og mest eftertænksomme scener foregår med udgangspunkt i Sams ulykke.
Men hvorfor kalder jeg den så intetsigende? Jo, for serien kommer aldrig i dybden på noget som helst, den berører blot utroligt mange overflader og temaer og glemmer alt om disse et øjeblik efter. Og dette er lidt synd, for serien bevæger sig utrolig langsomt, så der er netop masser af tid til den nødvendige fordybelse. Serien er (selvfølgelig) utroligt 80’er præget, og det er nok derfor den døde totalt i 90’erne, hvor serier med et holde punkt, en unik humor og fordybelse i de emner de tager op tog over. Seinfeld var f.eks. nok den største grund til Sams Bars død, og så den manglende udvikling, som der også er lavet utroligt mange jokes med i amerikansk TV.
Der er vist ikke så meget grund til at komme ind på skuespil og instruktion i serien her, for den kører på klichéerne af overskuespil, underspil og kameraer der knap nok bevæger sig. Typisk for perioden og genren. Alligevel burde Woody Harrelson, Ted Danson og Shelley Long nævnes, for serien her var et klart springbræt til alle deres karrierer.
Sæson 4, 5, 6 og 7 er klart de essentielle for Sams Bar fanatikere. Det er her serien virker mest frisk, og det var i denne periode den var mest populær. Sæson 4 drejer som sagt serien i en ny retning den har godt af, og den er skam underholdende. Man kan kun respektere serien for hvad den har gjort for genren, men man kan ikke komme uden om at den virker unægteligt gammeldags i dag, og selvom nostalgien stadig er der, kan man ikke lade være med at tænke på hvor mange der har gjort de forskellige ting i serien bedre. Underholdende, men det er også det.
