Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Afsit 13-16 af Watanabes serie er en tilbagevenden til de første afsnits meget humoristiske facon, men blandet med de mere melankolske passager der kendetegnede volume 3. Samtidig indeholder udgivelsen nogle af de mest fremadgående afsnit og nogle af dem hvor vi lærer mest om de tre karakterer, den hovmodige og selvsikre Mugen, den stille og overvejede Jin og den madglade og iltre Fuu.
Det to-delte afsnit, der åbner discen, sætter fokus på Mugen og hans specielle opvækst. Det er en voldsom omgang med pirater, død, kærlighed og sort humor. Endelig blødes der lidt op for den særegne Samurai med hans fanden-i-voldske dødsforagt og voldsomme temperament. Samtidig er de to afsnit en god omgang hvem-snyder-hvem hvor det i sidste ende bliver den snu Jin der samler brikkerne og redder Mugen.
Afsnit 15 lægger ud med en hylende morsom sang, hvorefter det ligeledes centrerer om Mugen, da han, efter de tres ankomst til byen, finder sammen med en vældig hemmelighedsfuld glædespige. Før man ved af det er han indblandet i en kriminel underverden med hemmelige agenter, gangstere og morderiske ninjaer – alt sammen mens han bare gerne vil være sammen med sin glædespige.
Sekstende og sidste afsnit på discen er mere alvorligt og ligeledes første del af et dobbeltafsnit. De to samuraier er efterhånden trætte af jagten på en mand om hvem de kun ved at han lugter af solsikker. Der skabes splittelse i gruppen og inden længe går de hver til sit. I den store skov deles plottet så op i tre tråde, hvor Mugen og Jin begge møder drabelige modstandere, mens den ensomme Fuu møder en venlig men mystisk mand. I sidste ende står vi med en meget åben slutning og en irriterende lang ventetid til næste volume i serien.
Med billede- og lydsiden i top som vanligt og med fire afsnit der alle hører til de bedre i serien er volume 4 den måske bedste del af Samurai Champloo endnu. Det er imponerende at serien kan holde dampen oppe efter 16 afsnit, men der er i den grad gang i kedlerne. De flotte actionscener er der masser af, humoren er i top og blandingen med de mere melankolske øjeblikke – blandt andet en stribe af utrolig flotte flashbacks – er sammenhængende og naturlig. Bipersonerne er ligeledes stadig fantasifulde og interessante, for eksempel Mugens aggressive pigeven, der efterlader en med ønsket om at se hende i aktion igen. Det kan ikke siges nok at Samurai Champloo er en yderst anbefalelsesværdig serie, både for garvede kendere af genren, men sørme også for uerfarne og nysgerrige seere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew
Metronome.
