Skriv en kommentar
Da Fabienne (Catherine Deneuve) blev træt af sin mand, Pierre, forvandlede hun ham til en skildpadde, som nu bor i hendes have. Det er i hvert fald hvad hun fortæller sit barnebarn. Men hvad der er op og ned er svært at gennemskue i ‘Sandheden’ - og måske ikke så vigtigt.
I forbindelse med udgivelsen af skuespillerinden Fabienne’s memoir vender hendes voksne datter Lumir (Juliette Binoche) hjem til Paris fra New York sammen med sin halv-alkoholiske, hattebærende hipstermand, Hank (spillet af Ethan Hawke, hvem ellers!) og deres datter, Charlotte (Clémentine Grenier).
I morens nedfældede erindringer markerer Lumir, der er manuskriptforfatter, med neonfarvede post-its de steder, hvor hun mener Fabienne pynter på, eller direkte lyver om sit liv. Det er ikke så få. Men det kan Fabienne ikke tage sig af, der er jo ingen der gider læse om kedsommelige kendsgerninger!
Fakta og fiktion væves sammen i ‘Sandheden’, så hverken karaktererne i filmen eller publikum kan hitte rede i dem. I filmen er Fabienne i gang med at indspille en film, hvor hun spiller den slags empatiske mor som Lumir ikke kan huske at have haft. Samtidig skriver Lumir replikker til både Fabienne og Charlotte, som de fremfører i deres ‘virkelige’ liv.
Med ‘Sandheden’ har Hirokazu Kore-eda begået sin første ikke-japanske film. Sake er byttet ud med rødvin, japansk stilhed med fransk mundhuggeri, og så er der tilføjet en scene hvor familien danser på åben gade, som simpelthen ikke ville ske i Japan ifølge instruktøren selv. Men ellers er Kore-edas særlige blik på familien, som vi så det i film som guldpalmevinderen ‘Shoplifters’ fra 2018, bevaret i ‘Sandheden’, hvor især mor-datter-forholdet får en både ærlig og kærlig behandling.
Juliette Binoche og Catherine Deneuve portrætterer mor og datter med lige dele frustration, humor og forløsning. De to kvinder skildres som hele mennesker, med alt det rod det indebærer. Og selvom der er nok drama at tage og føle på, afstår filmen alligevel fra at blive melodramatisk.
‘Sandheden’ kan være en frustrerende affære, hvis man forsøger at regne ud, hvad der rent faktisk er sket mellem Fabienne og Lumir. Hvis man derimod accepterer, at man ikke får nogle klare svar og bare lader sig rive med er den noget nær forrygende.
