Skriv en kommentar
Mads Brügger er kontroversiel i alt hvad han gør, både i sit virke som journalist og filminstruktør. Han går til grænsen – både lovens grænser og grænsen for hvad der er moralsk og etisk korrekt – i jagten på at afdække og udstille groteske og korrupte magtsystemer. Dette gjorde han i de to roste dokumentarfilm Det Røde Kapel(2006) og Ambassadøren (2011), og især sidstnævnte skabte stor debat herhjemme, hvor Brügger modtog hård kritik for sine utraditionelle metoder.
I Sankt Bernhard Syndikatet møder vi Frederik og Rasmus, to rigmandssønner der kender hinanden fra tiden på Herlufsholm kostskole, som med sanktbernhardshunden Dollar tager til den kinesiske storby Qhongqing med den geniale forretningsidé at avle den store hunderace, og sælge dem til rige kinesere. At stable sådan en forretning på benene er dog sværere end de regner med, det er ikke nemt at skaffe investorer, og mødet med den kinesiske kultur og ikke mindst de kinesiske forretningsmænd, skaber udfordringer for de to kridhvide danskere. Samtidig kæmper de hver især med deres egne problemer, Frederik forsøger at leve op til sin fars forventninger, og Rasmus får konstateret den alvorlige sklerosesygdom ALS.
Kontroversiel i stil, men ikke i indhold
Med Sankt Bernhard Syndikatet bevæger Brügger sig for første gang over i fiktionsfilmgenren, men han tager sine utraditionelle metoder med sig, og gør brug af virkemidler vi kender fra dokumentargenren i sin egen særegne genreleg. Filmen er optaget i smug i Kina, da holdet ikke troede de ville få lov af det kinesiske styre, til at lave en film der indeholder både sex-, druk- og voldsscener.
Samtidig er størstedelen af de kinesiske medvirkende i filmen ikke skuespillere, men derimod helt almindelige mennesker, som ikke er klar over at de er med i en spillefilm. De tror i stedet at Frederik og Rasmus er rigtige danske forretningsfolk som prøver lykken i Kina. Denne måde at lave film på leder tankerne hen på mockumentaryfilm som Sacha Baron Cohens Borat (2006), selvom Sankt Bernhard Syndikatet dog aldrig tager den så langt ud som Baron Cohen gør.
Og netop her når vi ind til en central pointe omkring Sankt Bernhard Syndikatet. For til trods for at tilblivelsen af den kan virke kontroversiel, er den film der i sidste ende er kommet ud af det knap så kontroversiel. Den følger en rimelig enkel og velkendt skabelon som vi har set i utallige buddy- og ”bromance”-komedier: Historien om to mandlige venner, der tager på en rejse som ikke går som planlagt, og som derfor sætter deres venskab på prøve.
De to hovedkarakterer, Frederik og Rasmus, minder også om karakterer vi har set før. Frederik er den arrogante og bedrevidende leder, og Rasmus, den naive og godtroende medhjælper. Karaktertyper som på mange måder minder om Casper Christensen og Frank Hvams karakterer i film- og tv-serien Klovn.
Mange af filmens replikker og komiske situationer er helt eller delvist improviserede af Rasmus Bruun og Frederik Cilius, og det kendte og elskede makkerpar fra Den korte radioavis gør det godt som de to kiksede danske entreprenører, men humoren ender desværre med at blive for ensidig. Mødet mellem den bedrevidende danskhed og den hjælpsomme men uforstående kinesiske kultur bliver ikke ved med at være sjov.
Jonas Berlin har skabt nogle smukke billeder af den kinesiske storby, og i noge af de mere stille scener vises ensomheden og fremmedgørelsen de to danskere oplever i den fremmede by, tydeligvis med en inspiration fra Sofia Coppolas Lost in translation
Mads Brügger beskriver selv hvordan idéen til filmen opstod ud fra en fascination han altid har haft af sanktbernhardshunde og af Kina, og dette kan man godt mærke når man ser filmen. Filmen er nærmest drevet af denne fascination og man mærker tydeligt kærligheden til den kæmpestore hunderace, og en grundlæggende undren og fascination af det kinesiske samfunds kultur og normer. Er sådan en fascination nok til at skabe en sjov og interessant komedie? Nej, det mener jeg desværre ikke.
