Skriv en kommentar
I Sarajevo bor Esma med sin teenagedatter i en by og et land, der stadigvæk slikker sine sår efter den Jugoslaviske borgerkrig. Den daglige kamp handler dog mest om at overleve på et stramt budget, og Esma må arbejde om natten som servitrice på en lidt tvivlsom natklub for at hive penge hjem til hend og datteren.
Datteren Sara har problemer i skolen, men finder en sjæleven i Samir, der ligesom Sara har mistet sin far under krigen. Selvom mor og datter elsker hinanden meget højt, er der problemer i deres forhold. For Esma gemmer på en frygtelig sandhed, som hun for enhver pris vil holde skjult for datteren. Men i Sarajevos elendighed er der ikke plads til hemmeligheder, og de to må meget igennem for at komme til tåls med sandheden.
Midt i mor datterskildringen introduceres vi også for det barske miljø omkring den bar, hvor Esma arbejder. Men ikke alle er lige kolde og også her findes der måske en vej for den kærlighed, som fortidens fængsel holder personerne afskåret fra.
”Sarajevo – håbets sang” er en skildring, der giver sig tid til at komme ind på livet af sine personer. Forholdet mellem mor og datter skildres således både troværdigt og stærkt. Imens får vi et nuanceret billede af det posttraumatiserede Sarajevo, hvor folk må kæmpe for at holde sig oven vande og komme videre fra krigens rædsler.
I rækken af skildringer fra og om Balkan er ”Sarajevo – håbets sang”, således helt sikkert en fortælling, der har noget på hjertet. Den kvindelige instruktør Jasmila Zbanic har blik for mennesker og miljø og tør fokusere på dem, uden at vælge den nemme vej. Skuespillet i filmen leveres glimrende af den midaldrende Mirjana Karanovic, der spiller Esma og den unge Luna Mijovic, der leverer et godt portræt af en identitetssøgende teenagepige, der kæmper med sin mor og med omverdenens syn på hende.
Der er naturligvis kommet en række film, der beskæftiger sig med tiden i ex-jugoslavien efter den traumatiske borgerkrig. Stærkest står Emir Kusturicas film med mesterværket ”Underground” (1995) som et højdepunkt, der både beskæftiger sig med den Jugoslaviske historie og selve krigen. Men der findes også en hel del andre gode film, som den serbiske instruktør Goran Paskaljevic’s "En Midvinternats drøm” (2004), der også skildrede personerne helt tæt på og fortalte på et overordnet niveau om en posttraumatisk tid.
Disse film tør at fortælle om nogle overordnede problemer ved at dykke ned i folks hverdag og skildre deres liv helt tæt på. ”Sarajevo – håbets sang” er en stærk film, der berører en dybt og får en til at føle med menneskerne og synge håbets sang for folk, der lever og bor i en helt anden virkelighed, end den vi oplever i Danmark.
